Konservative vil have LTF-leder for Højesteret: En hån, at han kan blive i Danmark

Regeringspartiet opfordrer på det kraftigste anklagemyndigheden til at anke dommen mod Shuaib Khan til Højesteret.

Lederen af banden Loyal To Familia skal ikke udvises af Danmark, har Østre Landsret i dag afgjort. (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

Det er både en hån og til grin, at lederen af banden Loyal To Familia (LTF) med dagens dom i Østre Landsret ikke skal udvises af Danmark.

Sådan lyder det fra Det Konservative Folkeparti, hvor fungerende retsordfører, Rasmus Jarlov, opfordrer anklagemyndigheden til at anke dommen mod LTF-leder Shuaib Khan til Højesteret.

- Vi ser meget gerne, at man kører videre med sagen i Højesteret, og jeg er også sikker på, at regeringen vil gøre alt, hvad den kan, for fortsat at forfølge denne sag, siger Rasmus Jarlov.

- Det er en hån, at vi ikke får sådan en mand udvist, når der er tale om en vaneforbryder, som virker som om, at han ret bevidst bliver ved med at overtræde al ret og rimelighed her i vores land, siger den konservative ordfører.

Betinget udvisning og 60 dages fængsel

Østre Landsret afgjorde i dag, at 31-årige Shuaib Khan skal straffes med betinget udvisning af Danmark og 60 dages ubetinget fængsel for i sommer at have truet politiet under en visitation.

Dermed stadfæstede landsretten dommen fra byretten, dog med den ændring, at fængselsstraffen blev afkortet med en måned i forhold til byrettens dom.

Anklagemyndigheden krævede i landsretten Shuaib Khan idømt seks måneders fængselsstraf, ligesom man ville have ham udvist af Danmark i seks år.

31-årige Shuaib Khan mødte aldrig selv op til sagen og var derfor ikke til stede i retten, da dommen faldt. Ifølge DR's oplysninger har han i en længere periode været udrejst af Danmark.

Anklagemyndigheden har meddelt, at man nu vil overveje, om udvisningsspørgsmålet skal forsøges indbragt for Højesteret.

'Det er at gøre grin med Danmark'

Selv hvis ikke det lykkes at få sagen videre i retssystemet, bør der under alle omstændigheder kigges nærmere på lovgivningen, mener Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti.

Han vil nu nærstudere dommen fra Østre Landsret med henblik på eventuelt at skærpe lovgivningen på området.

- Hvis der er nogen forhindringer for, at en mand som Shuaib Khan bliver udvist, så skal de fjernes. Jeg tror ikke, at nogen i Folketinget overhovedet har et ønske om, at den type personer skal have ophold her i vores land, siger Rasmus Jarlov.

- Det er at gøre grin med Danmark, at en mand som ham fortsat skal være i vores land, siger han.

Justitsminister og partiformand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, fastslog i efteråret, at netop Shuaib Khan bør udvises.

Det var Østre Landsret imidlertid ikke enig med justitsministeren i.

Rasmus Jarlov, er det ikke meget betryggende, at et pres fra højtstående politikere ikke nødvendigvis betyder noget for domstolenes afgørelser?

- Domstolene skal selvfølgelig ikke ændre domme, fordi vi kommer med nogle politiske udtalelser. De skal bare overholde lovene. Det antager jeg også, at de har gjort, og det betyder så, at der formentlig er noget galt med loven, når manden ikke er blevet udvist. Det må vi så arbejde med, siger Rasmus Jarlov.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen.