Det er snart slut med at betale med krøllede halvtredsere og flade tyvere, når der skal hentes mælk til den sene aftenkaffe eller morgenbrød, før solen står op.
Et flertal i Folketinget med erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i spidsen vil lempe kravet til landets butikker om, at de skal tage imod kontanter på alle tidspunkter af døgnet.
Politikerne lægger konkret op til, at butikker og andre erhvervsdrivende i tidsrummet fra klokken 22 om aftenen til klokken 6 om morgenen kan afvise at tage imod kontant betaling.
Det skal sikre butikkerne mod røveri og skabe tryghed for de ansatte, siger Brian Mikkelsen.
- Den tryghed skal sikres ved, at der ikke er kontanter i butikken, så man ikke bliver angrebet af folk med våben og så videre.
- Vi foreslår konkret, at i perioden mellem 22 om aftenen og 6 om morgenen må man undlade at tage imod kontanter. Det giver en tryghed og sikkerhed i forhold til røverier og brutale overfald, så man slipper for at blive ødelagt resten af sit liv, fordi der er nogen, der har stået med en pistol eller en kniv lige i hovedet på én, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Dansk særregel
Debatten om helt eller delvist kontantløse butikker har verseret i årevis, men det er først nu, at der tegner sig et flertal for en liberalisering på området.
Kravet til landets butikker om at tage imod kontanter blev indført som en dansk særregel i 1984 samtidig med, at bankerne indførte dankortet som elektronisk betalingsmiddel.
Danskerne har siden taget dankortet og andre elektroniske betalingsformer til sig i en grad, som betyder, at vi sammen med svenskerne og nordmændene i dag er ”de mest kortbrugende og mindst kontantbrugende folkefærd i Europa”. Det fremgår af en rapport fra Nationalbanken fra i sommer.
Dansk Folkeparti har tidligere været imod forsøg med kontantløse butikker døgnet rundt, men støtter regeringens forslag om at give butikkerne mulighed for at sige nej tak til kontanter i tidsperioden 22-06. Partiet afviser fortsat at lade det være op til butikkerne selv, om de ønsker at tage imod kontanter resten af døgnet.
- Det er sund fornuft, at vi får mulighed for at have kontantfri butikker på de skæve tidspunkter, hvor der er større risiko for røveri, og der er længere mellem kunderne, siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF).
- Men vi skal tage det i et vist tempo. Tiden er ikke i dag til, at vi skal have kontantfri butikker som sådan i Danmark. Jeg er helt med på, at de yngre generationer er langt mere mobile i forhold til at bruge deres telefoner som betalingsmiddel. Men vi skal starte et sted, og der synes jeg, at det giver god mening at lave en model, hvor de butikker, som har åbent på meget skæve tidspunkter, har mulighed for at gøre sig fri for penge, siger han.
Hensynet til de ældre
Fra de erhvervsdrivendes side er der et bredt ønske om selv at få lov at bestemme, om man vil tage imod kontanter eller ej.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen er ikke i tvivl om, at det på et tidspunkt vil lykkes at liberalisere området fuldstændig, men det bliver ikke lige med det samme.
- Nu tager vi første skridt, og det er et rigtig godt skridt i forhold til at give tryghed og ro i maven for almindelige mennesker. Men vi må også tage hensyn til, at nogle ældre ikke har elektroniske betalingskort.
- Det er en balance, men vi ender helt sikkert med, tror jeg, at butikker i løbet af nogle år selv kan få lov at bestemme, siger Brian Mikkelsen.
Dansk Folkeparti vil også fortsat tage hensyn til de borgere – især ældre – som fortsat benytter sig af kontanter som betalingsmiddel. Derfor vil der gå lang tid, før vi ser 100 procent kontantløse butikker, siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.
- Jeg ser ikke for mig, at det er noget, der kommer indenfor en nærmere årrække, men jeg er da helt med på, at hvis du går frem i tiden, så er de unge årgange helt it-parate til det. Den tid kommer også, men det er altså ikke lige nu i forbindelse med det her lovforslag.
Regeringens lovforslag fremsættes senere på måneden, og det ventes endeligt vedtaget i løbet af året.