Kontroversiel tykaktivist får kritik for ph.d om tykfobi: 'Det er pseudovidenskab'

Dina Amlund får kritik fra borgerlige politikere for at lave en ph.d om tykfobi. De har ikke sat sig ind i sagen, siger vejleder.

Tykaktivisten Dina Amlund kom på manges læber, da hun i DR Detektor udtalte, at tykfobi er farligere end overvægt i sig selv. (© (c) DR)

Tykaktivisten Dina Amlund har flere gange markeret sig med kontroversielle synspunkter om overvægt.

Mest markant, da hun overfor DR Detektor nedtonede helbredskonsekvenserne ved overvægt og i stedet pegede på diskrimination mod overvægtige, tykfobi, som det egentlige problem.

Og det er lige netop tykfobi som Dina Amlund, cand.mag. i moderne kulturhistorie, siden 1. september har siddet og lavet en ph.d. om på det teologiske fakultet på Københavns Unversitet. En ph.d, der har til formål, 'at undersøge hvordan og hvorfor tykfobi har været gennemsyrende i den vestlige kulturs historie fra begyndelsen til idag'.

- Det er pseudovidenskab

Ph.d-projektet møder dog hård kritik fra blandt andre Liberal Alliances Henrik Dahl, der ikke tøver med at dumpe projektet.

- Hele det her forskningsfelt er jo pseudovidenskab. De her folk anerkender ikke den videnskabelige metode. Det er også derfor, de bliver vrede, når man siger, at det er usundt at være overvægtig, selvom videnskaben taler sit klare sprog, lyder kritikken fra forskningsordføreren.

Han retter i særlig grad en kritik mod en formulering i en nyhed på universitetets intranet, hvor det fremgår, at Dina Amlund 'med projektet ønsker at bevise, at tykfobi er en af de mest gennemgribende og bærende strukturer i vores kultur og samfund'.

- Som forsker skelner hun ikke klart mellem verden, som den er, og verden som den bør være. Her bliver hun politiker og ikke forsker. Hun vil bare bevise, at hun har ret.

Det er også en formulering, der har stødt de konservatives Rasmus Jarlov på manchetterne.

- Jeg kan ikke se, at vi som samfund kan få noget som helst ud af den her ph.d. Hun er en aktivist, der vil fremme sin agenda via universitetet, siger han.

Fejl fra kommunikationsafdelingen

Dina Amlund ønsker ikke selv at forholde sig til kritikken. Hun henviser i stedet til sin vejleder, der godt kan forstå, at formuleringen har fået både Henrik Dahl og Rasmus Jarlov til at fare i flint.

- Vores kommunikation har lavet en fejl i den oprindelige nyhed på vores intranet, som Henrik Dahl henviser til. Jeg har nu fået det rettet. Det er en klar fejl. Vores forskning skal ikke ind og bevise noget på den måde, udtaler Johanne Stubbe Kristensen, der er lektor i dogmatik og vejleder på Dina Amlunds ph.d.

Den forklaring giver Rasmus Jarlov (K) dog ikke specielt meget for.

- Jeg sidder med en mistanke om, at der er blevet rettet i det senere hen. At de har afsløret ph.d’ens egentlig dagsorden i den oprindelige nyhed, og så er der kommet politisk pres, der har fået dem til at ændre det.

Han er samtidig ikke bleg for at kalde Dina Amlunds ph.d for spild af skattekroner.

Hvis der er tale om spildte skattekroner, er det dog i et begrænset omfang, fortæller Johanne Stubbe Kristensen.

- Det er jo vildt. Ved han egentlig, hvad det koster? Hun er ikke ansat hos os. Hun er indskrevet på det, der hedder friplads. Hun får mulighed for at forske i vores miljø og indlevere det til bedømmelse. Men hun får ikke løn. Har ikke ret til kontor. Hun koster primært mine vejledningstimer.

Alligevel mener Rasmus Jarlov ikke, at han har været for hurtigt ude med sin kritik.

- Jeg er senere blevet gjort opmærksom på, at Dina Amlund er indskrevet på friplads. Men det må jo være universitetets opgave at fremlægge de oplysninger. Det kan ikke passe, at jeg skal sidde og undersøge hendes ansættelsesforhold.

Vejleder: Hun er den dygtigste

Johanne Stubbe Kristensen mener grundlæggende, at det er godt, at de folkevalgte har fokus på den forskning, der bedrives på landets universiteter, men mener, at både Rasmus Jarlov og Henrik Dahls angreb er sket på et helt uoplyst grundlag.

- Jeg synes, at det er vildt, at Henrik Dahl kan kritisere projektets metode som uvidenskabelig, når han ikke kender til den. Kritikken bygger på en fejloplysning.

Hun lægger ikke skjul på, at medieopmærksomheden omkring Dina Amlunds ph.d har været stor. Alligevel havde hun ingen betænkeligheder ved at hive den i manges øjne kontroversielle aktivist ind.

- Jeg har været helt uinteresseret i hendes baggrund. Jeg er optaget af, hvor dygtige folk er. Jeg mener, at Dina Amlund er en af de dygtigste kulturforskere indenfor tykforskning.

Facebook
Twitter