Korrespondent: Ellemanns sygemelding vil ryste mange i Venstre, i regeringen og på Christiansborg

Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt på ubestemt tid.

Jakob Ellemann-Jensen må forlade den politiske scene for en stund. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Venstre må det næste stykke tid klare sig uden partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen.

For Venstre-formanden, der både er forsvarsminister og vicestatsminister i regeringen, meddelte mandag aften, at han sygemelder sig på ubestemt tid.

Et resultat af lang tids hårdt arbejde, der til sidst kom til udtryk ved, at kroppen sagde stop og gav signal om, at det var tid til en pause.

Jakob Ellemann-Jensen fik i sidste uge et ildebefindende, der sendte ham en tur på hospitalet, og efter råd fra sin læge valgte han i dag at sygemelde sig.

Og det er en nyhed, der vil ryste mange i Venstre, i regeringen og på Christiansborg i det hele taget, siger DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen.

- For det er jo en partileder, der nu oplever nogle helbredsmæssige konsekvenser af de seneste måneders hårde pres, som Venstre har været gennem. Først med valgkamp, så med regeringsforhandlinger og nu som forsvarsminister med al den tumult, der er med regeringen, siger hun.

Trekløver skal genopbygges

Det er ikke længe siden, Jakob Ellemann-Jensen tog sit parti med ind i det noget usædvanlige regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og Moderaterne.

Og det er da også et slag for regeringen, at vicestatsministeren nu er sygemeldt.

- Man har gjort meget for at opbygge og profilere det her trekløver med Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen. De har været sammen i Ukraine, de holder pressemøder sammen og den slags.

- Det bliver selvfølgelig saboteret af den her sygemelding og skal på et tidspunkt bygges op igen, så selvfølgelig er det ikke godt for en partiformand og vicestatsminister at måtte melde sig syg på den her måde, siger Christine Cordsen.

Trekløveret. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Samtidig kommer sygemeldingen midt i lidt af et stormvejr for regeringen, hvor forslaget om at afskaffe store bededag for at finansiere flere penge til Forsvaret har gjort regeringen uvenner med de andre partier i Folketinget, fagbevægelsen, kirkerne og dele af befolkningen.

Også Ellemanns eget parti, Venstre, vil blive sat tilbage af sygemeldingen, vurderer korrespondenten.

- Men vi har lige haft valg, og der er formentlig flere år til det næste. Så på den måde betyder det ikke så meget. Det er noget, der kan bygges op igen, og der kan ske meget på de tre-fire år, til vi skal til valg igen.

Diskussion om arbejdspres

Den seneste tid har diskussionen om arbejdspres og arbejdsvilkår for politikere fyldt en del, blandt andet efter fortællinger fra Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, og SF'eren Jacob Marks fortællinger om at blive sygemeldt med stress.

Nu er det så Venstres formand, der må stille sig på sidelinjen for en periode.

- Jeg tror virkelig, det her er noget, der giver meget eftertanke på Christiansborg.

- Det her pres, der er i den politiske dagligdag, var jo også noget af det, de tre partier i regeringen sagde, de ville gøre op med ved at tage noget af tempoet ud af politik og prøve at få tingene til at køre mere roligt.

Mens Ellemann er sygemeldt, vikarierer økonomiminister Troels Lund Poulsen på hans post som forsvarsminister.

Heldigvis for regeringen og Venstre er det en post, han ifølge Cordsen kan gå ret direkte ind på - også selvom netop Forsvarsministeriet står overfor nogle meget vigtige forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.

- Troels Lund Poulsen kender området. Han har været forsvarsordfører og siddet med i alle regeringsforhandlingerne. Han ved præcis, hvad der er blevet aftalt, og hvad der er blevet talt om.

- Og i forhold til forsvarsforhandlingerne betyder det ikke så frygteligt meget endnu, for de er i en meget indledende fase, og dem kan Troels Lund Poulsen sagtens træde ind i, siger hun.

Jakob Ellemann-Jensen har foreløbigt sygemeldt sig på ubestemt tid, og det er derfor uvist, hvornår han igen er tilbage. Men han skriver på Facebook, at han vender tilbage igen, når han er klar.

For nylig fortalte SF's Jacob Mark i DR's politiske podcast, Slotsholmen, om at bukke under for stress i dansk politik. Det kan du høre her: