Korrespondent om redningsplanke til 24Syv: Det ligner noget kaos og noget rod

Regeringen og DF har med aftalen om en ny DAB-kanal fuldendt et usædvanligt forløb.

Søren Espersen (DF) kan måske fortsat få lov at række armene i vejret i debatprogrammet Cordua & Steno på Radio24Syv efter 31. oktober i år. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Radio24syvs medarbejdere har ladet propperne springe på deres redaktion i hjertet af København i dag.

Årsagen er simpel – en politisk aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder nemlig, at Radio24syv får muligheden for at byde ind på en ny DAB-kanal, der i de kommende fire år får 70 millioner kroner om året til at drive taleradio for.

Men det er efter et noget usædvanligt og haltende politisk tilløb, at Radio24syv nu alligevel måske kan lade ’den originale taleradio’ sende videre på en ny frekvens, mener DR’s politiske korrespondent Uffe Tang.

- Det er jo også en erkendelse af, at man simpelthen ramte forkert i første omgang, siger han om det politiske forløb op til dagens aftale.

For med medieforliget fra sidste år skulle FM4-båndet, der lige nu og frem til 1. november benyttes af Radio24syv, først have hovedsæde ”vest for Storebælt” og have sin nyhedsredaktion samme sted.

”Det er da usædvanligt”

Det blev senere lavet om, så mindst 70 procent af radiokanalens medarbejdere skulle flytte mindst 110 kilometer væk fra København. Et krav, som fik Radio24syv til at nægte at søge om igen at få lov til at sende på FM4-båndet.

Men i dag har Radio24syv så alligevel fået en livline fra regeringen og Dansk Folkeparti, der har været inde og ændre i medieforliget og de konkrete planer for den nye DAB-kanal. Det har været et usædvanligt forløb, mener Uffe Tang.

- Det er da usædvanligt, at man er inde at genåbne sine aftaler for at lave dem om. Når man er et politisk parti, plejer man normalt at sige, at man selvfølgelig har tænkt sig rigtig godt om, og at man selvfølgelig har lavet en aftale, man fuldstændig kan stå inde for, og man ved præcis, hvad man har forhandlet hjem, og hvad man ikke har forhandlet hjem, siger Uffe Tang.

Det er aldrig rigtig godt

Når den politiske korrespondent zoomer ind på forløbet, springer især Dansk Folkepartis ageren i øjnene.

Sagen om Radio24syv er nemlig ikke forårets eneste politiske spørgsmål, hvor formand Kristian Thulesen Dahl og co. har kørt en zigzagkurs.

- Det lægger sig til den fornemmelse af, at Dansk Folkeparti i øjeblikket har lidt svært ved at ramme helt rent. De skyder en lille smule skævt på flere forskellige sager. Man har også set det i forhold til pensionsdebatten, hvor det tog lidt tid for dem at finde ud af, hvilke ben de skulle stå på, man har set det med 24syv, og man har set det med omfartsvejen i Mariager.

- Man har set flere eksempler her i foråret, hvor de har været nødt til at korrigere sig selv. Det er ikke normalt, at man ser det fra Dansk Folkeparti. Men også her må de erkende, at de var gået med til noget, som de så gerne vil have lavet om igen, siger Uffe Tang.

Men for både regeringspartierne og Dansk Folkeparti ligner det dog, at de nu sætter et politisk punktum på et uskønt forløb om Radio24syv, siger Uffe Tang.

- Det ligner da noget rod, når man som regering og støtteparti er nødt til at skulle ind og kigge på det én gang til, fordi det, man har aftalt, har haft nogle effekter og konsekvenser, man ikke havde forudset. Det er jo ellers derfor, man sidder i forhandlingerne i lang tid, fordi man gerne skulle kende effekterne af en aftale. Så det her giver et indtryk af noget kaos og noget rod, og det er jo aldrig nogen fordel for noget parti.

Nu kan Radio24syv dog byde ind på den nye DAB-kanal, der skal i udbud i de kommende måneder. Det betyder dog også, at andre interesserede kan komme til fadet.

Facebook
Twitter