Koryfæer og profiler siger nej: Konservative har svært ved at finde Bendt Bendtsens afløser

Tidligere formænd og hele folketingsgruppen er uden held blevet spurgt i jagten på at finde den næste EU-spidskandidat. DF og LA er også uafklarede.

Bendt Bendtsen stopper som EU-parlamentariker for Konservative. Partiet jagter en afløser, men flere profiler, herunder tidligere formand Lene Espersen, har afvist at blive spidskandidat ved næste års valg. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Med mindre end et år til næste europaparlamentsvalg, har Det Konservative Folkeparti endnu ikke løftet opgaven med at finde en arvtager for eksformand Bendt Bendtsen, der ikke genopstiller.

Partiet har nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af blandt andre partiformand Søren Pape Poulsen og politisk ordfører Mette Abildgaard, men arbejdsgruppen har endnu ikke fundet hverken en spidskandidat eller nogen kandidater i det hele taget.

- Det kræver rigtig meget at skulle erstatte Bendt Bendtsen. Bendt er et ikon i vores parti, og det er en kæmpe arv at løfte. Derfor er det heller ikke hvem som helst, der kan overtage hans position, siger partisekretær Søren Vandsø.

Partisekretæren leder arbejdet med at finde Det Konservative Folkepartis næste spidskandidat til europaparlamentsvalget, og indtil videre har jagten ikke båret frugt.

- Vi har ikke nogen kandidater på plads endnu, fordi vi ikke har rundet alle samtalerne af og dermed ikke har afsluttet noget endnu. Vi holder listen åben, så der er lidt fleksibilitet i det også, men vi har nogle ret solide, gode navne på, siger partisekretæren og tilføjer, at partiet er i dialog med en stribe potentielle kandidater.

Koryfæer og profiler siger nej

Det Konservative Folkeparti har ifølge DR Nyheders oplysninger fået afslag fra tidligere partiformænd som Per Stig Møller og Lene Espersen, ligesom tidligere K-minister og EU-kommissær Connie Hedegaard også har takket nej til posten som EU-spidskandidat.

- Det er en kendt sag, at jeg er blevet spurgt, og det er også en kendt sag, at jeg har sagt nej, siger Per Stig Møller.

Lene Espersen afviser overfor DR Nyheder, at hun er interesseret i at blive spidskandidat, mens det ikke har været muligt at få en kommentar fra Connie Hedegaard.

De Konservative har ligeledes stukket en finger i jorden i den konservative folketingsgruppe, hvor profiler som Mette Abildgaard, Naser Khader og Rasmus Jarlov sidder.

Heller ikke her har man imidlertid fundet partiets næste EU-spidskandidat.

- Jeg har afklaret, om der var nogen, som havde et europaparlamentsmedlem i maven, og det har vi ikke fået noget ”ja tak” til endnu. Men hvis der kommer et folketingsmedlem og prikker mig på skulderen, at det kunne vedkommende godt tænke sig alligevel, så tager vi selvfølgelig en snak om det.

- Vores folketingsmedlemmer er i fuldt sving, de elsker arbejdet på Christiansborg, de gør det rigtig godt, og det vil de gerne fortsætte med. Derfor er de ikke i spil, siger partisekretær Søren Vandsø.

Det Konservative Folkeparti skal på sit landsråd til efteråret udpege partiets næste EU-spidskandidat, og Søren Vandsø håber, at partiets arbejdsgruppe kan komme med en indstilling efter sommerferien.

Gode kort på hånden

På trods af Per Stig Møllers og andre K-profilers afvisning af tilbuddet om at blive spidskandidat mener partisekretæren dog ikke, at arbejdet med at finde Bendt Bendtsens afløser går skidt.

Det lyder som om, at du ikke har kunnet vælge fra toppen af din liste. Hvordan har du det med det?

- Det vil jeg ikke sige. Jeg synes, der er flere i spil. Det er rigtigt, at jeg ikke har kunnet vælge direkte af alle dem på min store, lange bruttoliste. Men vi har stadig nogle rigtig gode kort på hånden.

Men flere fra toppen af listen har sagt nej?

- Jamen, en Per Stig Møller har sagt nej tak til at stille op. Det respekterer vi fuldt ud, men spørges, det skulle han, siger Søren Vandsø.

- Så er det klart, at hvis man spørger nogle mennesker og i forvejen tænker, at der kan være nogle udfordringer med at sige ja, så tillader vi os altså at spørge alligevel. For vi vil gerne have det afklaret. Men der er nogle, der har spændende karrierer og opgaver, som de foretrækker, siger han.

Ved europaparlamentsvalget i 2014 fik Det Konservative Folkeparti et enkelt mandat, som gik til Bendt Bendtsen. Partiet går som minimum efter at fastholde sit ene mandat og håber på to.

DF venter til nytår

Det Konservative Folkeparti er ikke det eneste parti, som fortsat mangler at sætte navn på sin spidskandidat frem mod næste års europaparlamentsvalg.

Dansk Folkeparti mangler ligeledes at udpege den person, der skal løfte arven som EU-spidskandidat efter Morten Messerschmidt, som forlader Bruxelles og i stedet går efter at gøre comeback til Folketinget.

Partiets nuværende gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, har endnu ikke meldt ud, om han ønsker at genopstille ved næste års parlamentsvalg, og Vistisen ønsker heller ikke at lade sig interviewe om sine overvejelser.

DF-næstformand og hovedbestyrelsesmedlem Søren Espersen regner med, at partiet har sin spidskandidat på plads i starten af næste år.

- Det er ikke noget, hovedbestyrelsen på nogen måde har diskuteret endnu. Anders er selv tidligere hovedbestyrelsesmedlem, så han kender betingelserne, og jeg synes ikke, der er noget usædvanligt i det, siger Søren Espersen.

LA-ordfører overvejer

Heller ikke Liberal Alliance har udpeget en spidskandidat endnu. Det sker til efteråret, hvor partiledelsen kommer med sin indstilling. Herefter skal medlemmerne stemme.

Nuværende politisk ordfører og gruppeformand, Christina Egelund, var partiets spidskandidat ved EP-valget i 2014, men hun ønsker ikke at stille op igen.

Folketingsmedlem – og i øvrigt nyudnævnt europaordfører – Henrik Dahl overvejer dog at gå efter posten som Liberal Alliances spidskandidat.

- Jeg har overvejet at stille op og overvejer det stadig, men der er flere ting at tage hensyn til. En EU-valgkamp er et stort og hårdt arbejde, og sådan et valg kan meget vel ligge tæt på næste folketingsvalg, hvor jeg også genopstiller, siger Henrik Dahl.

- Det betyder potentielt, at jeg skal igennem to valgkampe indenfor få måneder. Det spiller også en rolle, siger han.

Europaparlamentsvalget afholdes i slutningen af maj næste år.

Den endelige deadline for indlevering af kandidatlister skal ske senest klokken 12.00 fire uger før valgdagen, oplyser Europa-Parlamentets kontor i København.

Facebook
Twitter