Kriminelle udlændinge skal afsone hjemme

Danmark vil bruge EU-regler til at sende kriminelle EU-borgere hjem til afsoning. Det skal ramme østeuropæere.

Forhandlerne fra Dansk Folkeparti i Finansministeriet kort efter den såkaldte 'tryghedsaftale' var forhandlet på plads. (© DR)

Kriminelle udlændinge skal ud af de danske fængsler, så de ikke lægger beslag på en fængselsplads og giver Danmark ekstraudgifter til mad og fængselspersonale.

Sådan lyder det fra regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Med den nye tryghedspakke er de enige om, at kriminelle udlændinge hurtigst muligt skal overføres til afsoning i deres hjemlande.

EU-regler

Det skal ske ved at Danmark udnytter nye EU-regler.

Reglerne fastslår, at EU-lande som udgangspunkt er forpligtet til at overtage afsoningen af egne statsborgere eller personer, der bor i landet.

Danmark har ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen gennemført de lovændringer, som er nødvendige for at bruge de nye EU-regler.

Dermed vil Danmark være klar til at gøre brug af de nye regler, når de er gennemført i alle medlemsstater senest den 5. december i år.

Millioner af kroner

Ifølge Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup ventes de færre udlændinge i fængslerne i første omgang at give otte millioner kroner til statskassen. Men beløbet ventes at stige:

- Vi har store forhåbninger til, at der på sigt vil være endnu flere penge at spare. Det vil især betyde, at kriminelle rumænere og bulgarere vil blive overført til deres hjemlande til afsoning, siger Peter Skaarup.

Præventivt

Han håber også, at den øgede adgang til at sende kriminelle til afsoning i deres hjemland vil have en præventiv effekt.

- Nogle af de kriminelle udlændinge ser opholdet i et dansk fængsel som en velkommen mulighed for at få varm mad og et sted at sove. Det skal vi sætte en stopper for, siger Peter Skaarup.

Tryghedspakken skærper blandt andet også straffen for hjemmerøveri, organiserede indbrudskriminalitet og overfaldsvoldtægter.

Facebook
Twitter