Krisestemning breder sig i Dansk Folkeparti: Hel byrådsgruppe overvejer fremtiden

Fire byrådsmedlemmer i Holbæk ved endnu ikke, om de stiller op til kommunalvalget næste år.

Uroen og frustrationerne breder sig nu for alvor i Dansk Folkeparti kommunale bagland.

Partiet har fire medlemmer i byrådet i Holbæk. Herfra kommer der nu en opsigtsvækkende melding. Lokalpolitikerne vil på nuværende tidspunkt med et år til valget endnu ikke sige, om de genopstiller.

Partiets viceborgmester John Harpøth udtaler sig på vegne af byrådsgruppen. Han siger, at deres overvejelser om fremtiden hænger direkte sammen med krisen i partiet, som ifølge de lokale politikere er skabt af ledelsen i Dansk Folkeparti.

- Hvis ikke vi ser væsentlige fremskridt i forhold til fremtoningen på Christiansborg fra både Kristian Thulesen Dahl og hele ledelsen derinde, så har vi nogle helt bestemte overvejelser. For vi synes ikke, det er sjovt at kæmpe for dem på Christiansborg, hvis de har for meget fnidder.

Så I overvejer alle fire, om I vil genopstille?

- Ja. Vi er frustrerede over, hvad der sker. Det er både ærgerligt og skuffende for os herude.

Hvad afgør, om I vælger at stille op igen?

- Det må situationen det næste halve år afgøre, siger John Harpøth.

Meldingen fra Holbæk kommer i kølvandet på, at seks byrådsmedlemmer inden for den seneste måned har forladt Dansk Folkeparti. Og i aftes stod flere byrådsmedlemmer fra DF frem og luftede kritik af partiets formand.

Samtidig er vælgertilslutningen til partiet i drastisk fald.

Hvad med kommunalvalget?

Næste gang danskerne skal til stemmeboksen, er sandsynligvis til kommunalvalget 16. november 2021.

Og de lokale politikere frygter, at en ny vælgerlussing er i vente.

Ved kommunalvalget i 2017 gik Dansk Folkeparti lidt tilbage på landsplan. Men ikke i Holbæk. Her var der en fremgang til 13,4 procent af stemmerne.

Men John Harpøth fornemmer, at det kan være svært at holde fast i vælgerne denne gang.

- Vi frygter, at vores vælgere løber fra os. Jeg har selv kammerater, der siger: "Vi kan ikke stemme på dig mere – og slet ikke på Dansk Folkeparti". Og det gør ondt, for vi gør jo et stykke arbejde hver dag, men det kan være, at al Christiansborg-fnidderet vil gøre, at vi kommer til at tabe mandater.

Tror du, det er på grund af situationen på Christiansborg?

- Det er det helt sikkert, ja. De siger jo til mig, at der er for meget fnidder, at vi ikke har slagkraft nok, at Kristian Thulesen Dahl har mistet mælet og er blevet grå i toppen. Vi får mange forskellige ting at vide, siger John Harpøth.

Gruppeformand for Dansk Folkeparti Peter Skaarup tror på, at overvejelserne i Holbæk ender med, at de tager en ny tørn for partiet.

- Jeg er sikker på, at John Harpøth og andre stiller op for Dansk Folkeparti igen, for de kan godt lide Dansk Folkeparti og vores politik. Så de kan roligt stille op til næste valg. Og jeg er sikker på, de får et godt resultat i Holbæk, siger Peter Skaarup.

Facebook
Twitter