Kristendemokraterne før landsmøde: Vi er 100 procent en del af blå blok

Kristendemokraterne holder i dag landsmøde i Middelfart.

Formand Isabella Arendt vil gerne gøre én ting helt klart, inden hun går på talerstolen til Kristendemokraternes landsmøde senere i dag.

For direkte adspurgt svarer hun entydigt på spørgsmålet om, hvorvidt partiet er en del af blå blok med et "ja".

Kristendemokraterne har ellers ved flere lejligheder bejlet til et samarbejde med de røde partier. Den politiske ordfører Jens Rohde har beskrevet samarbejdet med blå blok som besværligt, fordi alt kommer til at handle om at stramme på udlændinge-området, og det vil Kristendemokraterne ikke.

- Men når vi kigger på udlændinge, så er det lidt ét fedt, om det er regeringen eller nogle af de andre borgerlige. Der er vi lige uenige hele vejen rundt, og derfor er det ikke et kriterium for, at vi kunne finde på at tilvælge Mette Frederiksen, siger Isabella Arendt.

Hun siger, at de især er uenige med regeringen om emner som barsel, hjemmepasning, friskoler, og alt omkring den private velfærdssektor. Kristendemokraterne vil have mere frihed, og at staten skal blande sig mindre.

Søren Pape som mulig statsminister

Og Kristendemokraterne har nøje for øje, hvor de kan få mest af deres politik igennem.

- Lad os sige, at vi står i et scenarie, hvor Mette Frederiksen, Jacob Ellemann og Søren Pape alle tre kandiderer til statsministerposten, så tager vi jo stilling til det over en bred kam af politiske forslag. Det kunne være barsel, det kunne være friskoler, det kunne være serviceloft, det kunne være skat, arbejdsmarked og så videre. Hvor får vi formodentlig mest af vores egen politik igennem?

Lige nu kunne Isabella Arendt godt se Søren Pape som en mere oplagt borgerlig statsministerkandidat end Jakob Ellemann, hvis det er noget, Kristendemokraterne får indflydelse på.

- Det er en samlet pakke, der gør, at vi også overvejer, om Konservative og Søren Pape kunne være et bedre bud. Og nu har der meget aktuelt været barselsforhandlinger, hvor Venstre synes, at øremærkning og barsel rimer på hinanden. Det synes jeg absolut ikke, det gør. Der har vi haft et meget bedre samarbejde med konservative, siger Isabelle Arendt.

Kristendemokraterne ser dog sig selv som et midterparti, der vil de brede forlig og altid vil gå efter at få deres egen politik gennemført, siger hun.

Leger med de store partier

Men føler du, at I har indflydelse i blå blok?

- Ja, det synes jeg. Det er klart, at det er relativt nyt for nogle af de andre, at vi er kommet herind. Det skal de stadigvæk lige lære.

Isabella Arendt er rykket ind i Folketinget, efter at Jens Rohde i april meldte sig ind i partiet, som dermed fik hans mandat. Så nu vil Kristendemokraterne tages alvorligt.

- Det fordrer også, at Jakob Ellemann, Søren Pape, Thulesen Dahl og de andre har lyst til at samarbejde med os og anerkender os som en ligeværdig del af det borgerlige samarbejde. Og det forventer jeg absolut, at de gør, siger hun.

Isabella Arendt er ikke bange for at se sit parti som en kommende magtfaktor og kommer gerne med en opfordring til sine blå kolleger.

- Netop som midterparti kan vores stemmer jo blive afgørende for, hvem der bliver statsminister næste gang, så der regner jeg da med, at den eller de borgerlige kandidater, der måtte have lyst til at være statsminister, også forstår at spille kortene rigtigt og holde sig venner med dem, der skal give dem magten.

Tror på flere mandater

Isabella Arendt tror på, at Kristendemokraterne bliver valgt ind ved næste Folketingsvalg, især fordi partiet er gået igennem en moderniseringsproces, hvor de kristne værdier er smurt bredt ud over politikken og ikke ligger i enkeltsager. Og arbejdet i Folketinget skal også hjælpe på vej.

- Vi kan vise vælgerne, hvad de får for deres stemme, så de også ved næste valg, hvornår end det bliver, kan sige, det vil vi gerne have mere af og så udruste os med flere mandater og flere muskler til så igen at gå i arbejdstøjet og arbejde i en bedre retning.

Partiet var et mulehår fra at komme i Folketinget ved seneste valg, hvor partiet fik 1,7 procent af stemmerne, ligesom de siden flere gange har været over spærregrænsen i de løbende målinger, som Epinion laver for DR og Altinget.

Lige nu koncentrerer partiet sig dog om ommunal- og regionalvalget, der ligger 16. november.

- Succeskriteriet er fremgang. Ender vi på status quo vil de fleste synes, at det kunne vi have gjort bedre.

FacebookTwitter