Kristendemokraterne har samlet nok vælgererklæringer

Partiet Kristendemokraterne har indsamlet nok vælgererklæringer til igen at stille op til Folketinget.

- Vi har nu nået de krævede 20.183 erklæringer - på rekordtid, lyder det fra Isabella Arendt. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kristendemokraterne har nået de 20.183 vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget.

Det skriver formand Isabella Arendt på Twitter.

- Vi har nu nået de krævede 20.183 erklæringer - på rekordtid, skriver formanden.

Vælgererklæringerne skal dog godkendes af Social- og Indenrigsministeriet. Og her kan nogle blive erklæret ugyldige. Derfor venter Kristendemokraterne lidt, inden en officiel ansøgning bliver skudt afsted.

- Vi har dog brug for en lille buffer af erklæringer, da vi ikke kan forvente alle bliver godkendte - derfor indsamler vi lige et par hundrede flere, skriver Isabelle Arendt.

Partiet havde et dramatisk folketingsvalg i 2019, hvor det var snublende tæt på at komme i Folketinget.

/ritzau/

Facebook
Twitter