Kristendemokraternes formand siger nej tak til Riskær

Klaus Riskær Pedersen må gerne melde sig ind i Kristendemokraterne, men han skal ikke stille op til valget, hvis det står til partiets formand.

Klaus Riskær Pedersen er blevet tilbudt opstilling til Folketinget af Kristendemokraterne i København. Han har tidligere forsøgt at stille op for Alternativet, men blev udelukket fra partiet af formand Uffe Elbæk. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Det kan godt være, at de københavnske kristendemokrater gerne ser erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersens navn på deres valglister ved det kommende folketingsvalg.

Men den begejstring bliver ikke delt af partiets formand, Stig Grenov.

- Jeg er ikke personligt positiv overfor det, det skal der ikke være tvivl om, siger han til DR Nyheder.

- Meld dig bare ind

Det er blandt andet Riskærs tidligere forslag om juridisk abort for fædre, som strider mod Kristendemokraternes politik, siger Stig Grenov. Men det er ikke det hele.

- Man kan ikke komme ind i et seriøst parti og sige, jeg har lige noget skattepolitik, som jeg gerne vil frem med. Vi har vores skattepolitik, vores økonomiske politik, vi har vores energipolitik og vores familiepolitik. Vi har ikke brug for at gå i panik og sige, nu tager vi en, som er kendt og så bruge dem til at promovere os.

Grenov siger til gengæld, at Riskær Pedersen skal være mere end velkommen til at melde sig ind i Kristendemokraterne og deltage i det politiske arbejde de næste fire år.

- Så kan han vise sit værd og indgå i det demokratiske projekt. Så kan vi også lære ham at kende som person og vide, hvordan han stiller sig, til den fortid han har.

Skal støve partiet af

Det er Kristendemokraterne i Københavns Storkreds, der har tilbudt Riskær Pedersen et kandidatur. Det var ikke overraskende, fortæller den tidligere erhvervsmand, som med egne ord har været i dialog med partiet om dets politiske ideologi i den seneste tid.

Vælger han at takke ja til opstillingen, så bliver det hans opgave at støve partiet af, siger han.

- Kristendemokraterne er jo et gammelt parti, så det er jo også et parti, der skal børstes lidt af og støves lidt af, og så er spørgsmålet jo, kan jeg det?

- Det er det jeg skal gå og tænke over henover weekenden. Jeg bedst lide at være med, hvis det bliver en succes, siger Klaus Riskær Pedersen til DR Nyheder.

Vælger Riskær Pedersen at sige ja til tilbuddet, skal han ifølge Grenov melde sig ind og derefter indsende en kandidaterklæring. Herefter vil forretningsudvalget og hovedbestyrelsen skulle afgøre, om Riskær kan stille op.

Facebook
Twitter