Kristendemokratisk bagland støtter 2030-plan. Men kun to af de adspurgte kan svare 'ja' til, at de støtter fri abort

Kun to ud af 14 adspurgte lokal- og kredsformænd svarer klart 'ja' til, at de støtter fri abort. Det er i en større sags tjeneste, siger politisk analytiker.

I Landstingssalen på Christiansborg præsenterede Kristendemokraterne deres 2030-plan for Danmark. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I dag kunne Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, præsentere partiets nye 2030-plan for Danmark side om side med det nyhvervede Folketingsmedlem og politisk ordfører, Jens Rohde.

Her præsenterede de en lang række mærkesager, herunder også hvad flere medier har betegnet som et kursskifte inden for et af de områder, der altid nævnes, når snakken falder på Kristendemokraterne - nemlig abort.

I planen står der:

- Vi vil forpligte myndighederne på enhver kvindes ret til uvildig rådgivning før abort og fem psykologsamtaler efter en eventuel abort. Det er aldrig en ønsket situation for en kvinde at være blevet gravid uden at ville have et barn. Det er KD’s mål at nedbringe antallet af aborter i Danmark, men vi vil ikke kompromittere eller begrænse kvindens ret til abort.

Tidligere har det fremgået, at partiet ønskede en obligatorisk vejledning i forbindelse med abort, og at antallet af aborter skulle ned på nul. Men formand Isabella Arendt understreger, at der ikke er tale om en kursændring.

Formand: Intet er ændret

- Det, der står i teksten, er fuldstændigt det samme, som jeg sagde ved valget for to år siden, siger formanden.

Isabella Arendt trådte ind under valgkampen i 2019 og afløste tidligere formand for Kristendemokraterne Stig Grenov. Da hun til at starte med først var afløser for Grenov, gav hendes politiske tæft hende hurtigt tilnavnet "vikaren fra himlen". (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Men I har dog alligevel været inde og ændre lidt i, at det tidligere fremgik, at der var tale om en obligatorisk vejledning til kvinder, men nu er det en ret for kvinder?

- Nej, for obligatorisk rådgivning betyder, at læger er bundet til at oplyse kvinden. Det mener vi stadig. Man kan som patient altid nægte at modtage information i sundhedsvæsnet, det står i loven.

- Hvis hun nægter at modtage den, kan hun jo rejse sig op og gå, siger Isabella Arendt, der ikke lægger skjul på, at hun er træt af at blive skudt i skoene, at hun og Kristendemokraterne vil forbyde abort.

Men mens de moderne vinde blæser i toppen af partiet, så kan kun to ud af 14 adspurgte kreds- og lokalformænd svare klart "ja" til, at de støtter retten til fri abort. Det viser en rundringning fra DR Nyheder.

Alle understreger dog, at de står helt og holdent bag partiets netop fremlagte plan.

En af dem er storkredsformand i Vestjylland, Ernst Skipper. Men selvom han stiller sig bag indholdet af planen, så ser han noget anderledes på abort-spørgsmålet end Jens Rohde og Isabella Arendt.

- Selvfølgelig er det sådan, at vi langt overvejende er principielt imod den fri abort, men vi skal jo være realistiske og se, hvordan vi kommer nærmest målet med færrest mulige aborter.

Har Kristendemokraterne ændret standpunkt på abortspørgsmålet?

- Vi har ikke ændret i vores standpunkt, men vi har måttet se på, hvad der er mulighed for at få gennemført her og nu.

Så kan man sige, at I er blødt lidt op i formuleringerne for at komme i Folketinget?

- Ja, det kan man godt sige. Og for at få lavet en plan, som Jens Rohde kan stå inde for. Vi er fælles om at ville få antallet af aborter ned gennem rådgivning. Noget, der ikke er en ønskelig situation for nogen.

Ernst Skipper medgiver, at man er klar til at sluge nogle kameler på abortområdet, hvis det giver mere parlamentarisk indflydelse.

Kan en abort ikke være ønskelig for nogen?

- Jeg tror ikke på, at der er nogen, der som nytårsforsæt tænker: ”Hvor mange aborter skal jeg have i år?”. Det er en situation, man ikke ønsker at komme i.

Kan du forstå, hvis nogen tænker, at det har en snert af hykleri, at man egentlig mener noget, men det modererer man så for at få politisk indflydelse?

- Nej, jeg ved godt, at vi har et arbejde med vores bagland der. Jeg synes ikke, at det er hykleri, jeg synes bare, at vi skal få kommunikeret til vores bagland, at vi stadigvæk er dem, der går ind for livet fra start til slut.

'For mig er det en no-brainer'

Tager man fra det vestjyske til København er holdningen om fri abort dog en ganske anden for storkredsformand Christopher Bonde.

- Det synes jeg er en no-brainer for mig. Jeg støtter det frie valg og vil gerne give en hjælp til det frie valg. Det er den enkelte, der skal vurdere det, svarer han.

Han lægger ikke skjul på, at der kan være holdningsmæssige forskelle mellem de forskellige Kristendemokrater, men at både han og de andre storkredsformænd selvfølgelig står bag partiets linje.

- I dag har vi fremlagt vores linje, og jeg synes ikke, at den er blevet ændret siden valget. Det er en linje, jeg støtter 100 procent.

- Det, jeg synes er vigtigt, er, at vi ikke skal presse nogen til at tage de her samtaler, de skal selv kunne vælge det til, siger Christopher Bonde.

'Baglandet bider det i sig'

Spørger man politisk analytiker hos DR Jens Ringberg, mener han heller ikke, at dagens udmelding på abortområdet kan betegnes som et nybrud hos Kristendemokraterne. Alligevel er der dog tale om lidt nye nuancer.

- Nuanceskiftet er der for at afdramatisere abortspørgsmålet, som de mener skygger for deres projekt. De vil gerne præsentere et moderne og bredere projekt. Og den modernisering har været Isabella Arendts projekt hele tiden, og det hjælper Rohde med, forklarer Jens Ringberg.

Når man så alligevel kan finde en så stor del af baglandet, der ikke kan bakke op om den frie abort, men samtidig støtter det politiske projekt i 2030-planen, så skyldes det, at de også godt kan se, at Isabella Arendt og Jens Rohdes politik kan blive vejen til en større indflydelse for partiet, mener Jens Ringberg.

- Baglandet bider abortspørgsmålet i sig i en større sags tjeneste.

Jens Rohde: Jeg rykker mig ikke en tomme på det her

Når Kristendemokraternes nyeste medlem af partitoppen, Jens Rohde, bliver forelagt de noget divergerende holdninger til abort-spørgsmålet, understreger han, at et er politik og noget andet er etik.

- Folk må have alle de etiske overvejelser, de vil. Jeg kan godt rumme de her forskelle, der er i partiet. Det afgørende er, at de bakker op om planen og politikken, siger Jens Rohde.

Og politikken ligger fast, lyder det.

- Politikken ligger fast, og den er hverken vedtaget eller opfundet af Jens Rohde. Det er KD’s politik, og det var den også før, der var nogen, der tænkte på mig.

Jens Rohde med sin tidligere position som løsgænger Kristendemokraternes eneste folketingsmedlem, siden partiet røg ud af Folketinget i 2005. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Kan du ikke frygte, at du hjælper en række abortskeptikere i Folketinget med din profil og de stemmer, du vil tiltrække?

- Nej, sådan kan man ikke bruge mig. Jeg står fast på, at det her er politikken. Der er ingen, der skal gøre sig illusioner om, at vi kommer til at lave en anden politik, end den her.

- Det har jeg gjort meget, meget klart fra det første møde med hovedbestyrelsen. At det er vigtigt for mig, at KD’s linje ikke er en, hvor man kompromitterer retten til fri abort.

Heller ikke formand Isabella Arendt ser det store problem i, at flere i hendes bagland ikke bakker op om fri abort.

- Kristian Andersen (KD-viceborgmester i Ringkøbing-Skjern, red.) har jo også sagt, at han er abortmodstander, men han bakker op om vores plan, og den holdning kan man jo godt have, siger hun.

Facebook
Twitter