Kristian Jensen: 'Der er ingen grund til at få en ny formand i Venstre'

Kristian Jensen søger genvalg som næstformand på V-landsmøde i efteråret.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, punkterer nu spekulationerne om, hvorvidt han vil gå efter at vippe sin egen formand, Lars Løkke Rasmussen, af pinden og selv gå efter at styre partiet.

- Jeg ser ingen grund til, at der skal skiftes ud på formandsposten eller næstformandsposten i Venstre, siger Kristian Jensen på et pressemøde efter et dramatisk sommergruppemøde.

Svaret kommer, efter at Kristian Jensen blev spurgt direkte, om han kunne overveje at stille op imod Lars Løkke Rasmussen på Venstres landsmøde i november.

I videoen nedenfor ankommer Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og Jakob Ellemann-Jensen til pressemødet.

Tidligere på sommergruppemødet opfordrede Venstre-profilen Claus Hjort Frederiksen (V) ifølge DR's oplysninger Kristian Jensen til at trække sig som næstformand i Venstre, men Jensen agter at gå efter genvalg på partiets landsmøde i november.

- Jeg har tænkt mig at søge genvalg som næstformand, siger Kristian Jensen.

Berlingske-interview i centrum

Efter pressemødet siger Claus Hjort Frederiksen åbent, at Kristian Jensen bør trække sig.

- Jeg synes, det er uholdbart, at vi har en næstformand, der underløber partiets formand med politiske udmeldinger, siger Claus Hjort Frederiksen.

Opfordringen er en reaktion på, at Kristian Jensen i et stort interview i Berlingske forleden direkte undsagde formand Lars Løkke Rasmussens politiske linje.

I interviewet forklarer Kristian Jensen blandt andet, at det var en fejl, at Venstre-formanden under valgkampen i foråret lagde op til en SV-regering.

Men det interview i Berlingske burde ikke være givet, erkender Kristian Jensen.

- Jeg kan forstå, at der er rigtig mange i folketingsgruppen, og det noterer jeg mig naturligvis, der mener, at min analyse i Berlingske burde være givet til gruppen og ikke andre steder. Det tager jeg til efterretning, siger han.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen var det alt for tidligt at snakke om, hvad partiet skal eller ikke skal ved et kommende valg.

Lars Løkke Rasmussen (V) søger genvalg som partiformand på Venstres landsmøde i efteråret, og Kristian Jensen søger genvalg som næstformand trods opfordring til at trække sig. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Han vil ikke afskære sig nogen muligheder - heller ikke muligheden for at samarbejde med den socialdemokratiske regering.

- Det har vi haft en meget grundig diskussion om, og det har der været forskellige analyser af - Kristian (Jensen, red.) har også haft én, forklarer Lars Løkke Rasmussen med henvisning til Kristian Jensens interview i Berlingske.

- Den har jeg så ikke været enig i, lyder det.

På pressemødet blev det slået fast, at det såkaldte formandsskab i Venstre med både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen ved bordet stadig står.

Det blev aftalt efter det højdramatiske hovedbestyrelsesmøde i Odense i 2014, hvor Løkke var blevet udfordret af Kristian Jensen som formand efter en række møgsager.

Facebook
Twitter