Kristian Jensen: PKK skal ikke fjernes fra terrorlisten

I modsætning til SF og Konservative mener udenrigsminister Kristian Jensen ikke, at PKK skal fjernes fra terrorlisten.

Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen (V) er ikke enig med SF og konservative, som mener, at kurdiske PKK skal fjernes fra terrorlisten. Det er et dilemma, at PKK er på listen, da det samtidig er vestens bedste allierede i kampen mod Islamisk Stat (IS). - Jeg synes, det er et problem at fjerne organisationen fra terrorlisten kort efter, at den har vedkendt, at den har begået terror. Løsningen er ikke at fjerne PKK. Men det er et kompliceret spil, da der er flere kurdiske organisationer, pointerer Kristian Jensen overfor DR Nyheder.

Han understreger, at der er nogen, der arbejdes tæt sammen med, og at man fortsat skal have en alliance med dem, da de er de mest effektive allierede i kampen for at trække IS tilbage i Syrien og Irak.Hvem holder Danmark med? Natopartneren Tyrkiet eller kurderne, som vi kæmper sammen med mod IS? - Vi holder med begge. Vi holder med ethvert land, der bekæmper terrorister, og vi skal huske, at Tyrkiet er ramt af terror, men kurderne er en vigtig allieret i kampen mod IS, siger Kristian Jensen.

Opfordrer til fredsforhandlinger

Han har i dag holdt møde med den tyrkiske udenrigsminister Mevlut Cavusoglu. - Jeg har opfordret dem til at gå tilbage til forhandlingsbordet og lave fredsforhandlinger med PKK og kurderne i Tyrkiet for at sikre en fredelig udgang. Det får man ikke ved at optrappe men ved at komme tilbage til forhandlingsbordet. - Der skal findes en fredelig løsning, så vi sammen kan bekæmpe IS som er en terrororganisation af værste karat, siger Kristian Jensen.

Tyrkiet begyndte i sidste uge at bombe IS, og også PKK-stillinger er blevet angrebet. Det sker efter et stort terrorangreb i byen Suruc, som IS menes at stå bag, og angreb på tyrkiske politifolk, som PKK har taget skylden for.

Se hele interviewet med Kristian Jensen herover.

Facebook
Twitter