Kristian Jensen: Vi har to ønsker på udlændingeområdet - stramninger og lempelser

Finanslovsforhandlingerne vil også kredse om udlændinge. Flere skal hertil for at arbejde, andre skal sendes retur til hjemlandet.

Vi på jagt efter nemmere måder at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark, siger finansminister Kristian Jensen (V). (Foto: Jonas Olufson © Scanpix)

Både stramninger og lempelser af udlændingepolitikken kan blive et af de store elementer i de kommende finanslovsforhandlinger.

Dansk Folkeparti har ikke lagt skjul på, at de kræver markant flere flygtninge uden permanent ophold i Danmark sendt retur til hjemlandet, når forholdene tillader det.

Finansminister Kristian Jensen (V) understreger forud for efterårets forhandlinger, at han gerne kommer Dansk Folkeparti i møde på lige præcis dét punkt.

- Færre asylansøgere og familiesammenførte skal søge hertil. Og vi kigger også på, hvordan de vender hjem. Hvordan sikrer vi, at når der bliver ro i et land, og den situation, der gjorde, at man flygtede, ændrer sig, så vender man hjem? siger han.

Under sidste års forhandlinger med Dansk Folkeparti om finanslov, skat og udlændingestramninger lavede regeringen et udkast til en række stramninger, der samlet skulle give det "paradigmeskifte" i udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti krævede.

Mere udenlandsk arbejdskraft

Det drejer sig blandt andet om et nyt hjemrejseprogram og sløjfning af integrationsgrunduddannelsen.

- Vi kigger videre på de ønsker, Dansk Folkeparti havde i efteråret fremadrettet, siger finansministeren, der påpeger, at regeringen på anden side ønsker at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft.

- Rigtig mange virksomheder fungerer kun, fordi vi har udenlandsk arbejdskraft. Og det er blevet sværere og sværere at tiltrække europærere, fordi der også i Tyskland og Polen er kommet gang i økonomien, siger Kristian Jensen:

- Så hvis vi skal sikre, at danske virksomheder kan blive ved at sige ja til ordrer, så er vi på jagt efter nemmere måder at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark. De to ting kan sagtens gå i hånd, siger finansministeren.

Dansk Folkeparti har i flere omgange - og i samarbejde med Socialdemokratiet - blokeret for lempelser i forhold til at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft.

Dansk Folkeparti har forud for finanslovsforhandlingerne også lagt op til besparelser ved igennem optjeningsprincipper for indvandrere. De skal bo flere år i Danmark, før de kan få sociale ydelser, mener regeringens støtteparti.

Facebook
Twitter