Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen om DF: Partiet 'smuldrer' og 'krakelerer'

Begge DF-profiler mener, at både Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt bærer ansvaret for partiets nedsmeltning.

- Det er et tegn på, at der selvfølgelig er mange, som ikke orker det længere, siger tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Der er mange, som ikke orker det længere.

Sådan beskriver tidligere formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl tilstanden i det parti, som han selv var med til at stifte.

- Jeg ved ikke, om det hele falder fra hinanden, men selvfølgelig er der noget, som krakelerer. Sådan har det været længe. Sådan har det været i årevis i forhold til partiet, siger den tidligere formand til DR Nyheder.

Ifølge Kristian Thulesen Dahl er der flere hundrede medlemmer af Dansk Folkeparti, som har meldt sig ud i den seneste uge - både lokalbestyrelser, byrådsmedlemmer og en rådmand fra Aalborg.

- Det er et tegn på, at der selvfølgelig er mange, som ikke orker det længere, siger han.

Men han er dog stadigvæk medlem af partiet - indtil videre.

- Jeg holder øjne og ører åbne i forhold til min fremtid. Men jeg udelukker ikke noget, siger Kristian Thulesen Dahl.

Pressen bliver ved med at spekulere i, om du er ved at lave et nyt parti med Inger Støjberg. Er det noget, som du kunne se for dig?

- Jeg bliver nødt til at tage udgangspunkt i det, som sker i dag. Og i dag er den snak om et Inger Støjberg-parti en snak og ikke et parti. Derfor så bliver jeg i Dansk Folkeparti til næste valg og regner også med at blive i partiet derefter.

Kristian Thulesen Dahl fortæller, at hans udmelding kommer efter, at tidligere formand for partiet Pia Kjærsgaard har ønsket at få klar besked om hans planer i partiet.

Synes du Pia Kjærsgaard har været illoyal i alt det her?

- Jeg har hele tiden haft den holdning, at når man er eksformand, så skal man optræde som eksformand. Det har jeg bestræbt mig på siden januar, hvor jeg trådte af. Og man kan sige, at Pia har måske aldrig, på helt samme måde som eksformand, ville træde skridtet helt tilbage, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Og det er jo klart, det kan godt besværliggøre tingene, hvis sådan nogle som os gamle eksformænd render rundt og tror, at vi skal lede partiet.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Pia Kjærsgaard, men hun ønsker ikke at stille op til interview.

'De siger, at Messerschmidt er problemet'

Dagens melding fra Kristian Thulesen Dahl har chokeret folketingsmedlemmet Søren Espersen. Og det har fået ham til nu at overveje, hvor han står i partiet.

- Dansk Folkeparti er ved at smuldre, siger Søren Espersen (DF).

- Jeg overvejer min stilling. Jeg ved ikke præcis, hvad der kommer til at ske. Det kom som et chok for mig, at Kristian ikke genopstiller, siger Søren Espersen.

- Den måde, Kristian Thulesen Dahl er blevet behandlet på, både af Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt, er ikke fair og i orden. Dansk Folkeparti er ved smuldre. Der er nogle gevaldige problemer.

De seneste måneder har en lang række DF'ere meldt sig ud af partiet, både folketingsmedlemmer samt lokalpolitikere. Og ifølge Søren Espersen har flere nævnt partiformanden som årsagen til partiets krisetilstand.

- Der er så mange ting, der sker ude i baglandet med udmeldelser. Det er folk, jeg har kendt igennem mange år. De siger, at Morten Messerschmidt er problemet.

Søren Espersen har været medlem af Dansk Folkeparti i 25 år. Derfor er partiets krisetilstand en følelsesmæssig rutsjetur for ham, lyder det.

- Det er også "mit parti", der er ved at smuldre. Og det går mig på, siger Søren Espersen.

Næstformand ser nye mulighed efter Thulesen Dahls melding

Ifølge næstformanden i DF, Rene Christensen, kan man ikke pege pilen mod en person i partiet, der bærer ansvaret for DF's nedtur.

- Kristian gav os det bedste valg nogensinde. Men han gav os også det værste valg nogensinde, siger Rene Christensen, der er næstformand i Dansk Folkeparti.

- Der er ikke enkelt person, der har ansvaret for det, der er sket i DF. Jeg tror ikke, man kan sætte en finger på, hvem der har ansvaret.

Rene Christensen siger, at Thulesen Dahl har gjort det godt som partiets formand, men at Morten Messerschmidt også gør det godt, og derfor er der grobund for, at partiet kommer videre.

- Kristian gav os det bedste valg nogensinde. Men han gav os også det værste valg nogensinde. Det går jo op og ned i politik. Sådan er det, siger Rene Christensen.

- Det giver jo også nogle muligheder, vi er i gang med at lave et nyt partiprogram, hvor vi gerne vil være et mere moderne parti.