Kristian Thulesen Dahl om genåbningsanbefalinger: Prisen for ikke at få gang i tingene er ved at blive for høj

Små butikker bør åbne allerede på mandag over hele landet, lyder det fra Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl er hverken tilfreds med processen omkring eller indholdet af Indsatsgruppens anbefalinger. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

I går landede den faglige indstilling fra den ekspertgruppe, Indsatsgruppen, der rådgiver politikerne om, hvilke restriktioner der kan udfases, og hvilke der kan blive, når de nuværende restriktioner stopper.

Og indstillingen lægger op til, hvad sundhedsminister Magnus Heunicke (S) selv kalder en 'gradvis, men mærkbar genåbning de kommende uger'.

Konkret lægges der op til en landsdækkende åbning af en lang række butikker, en stor åbning af udendørs forening- og idrætsliv, samt regionale genåbninger af skolerne for de ældste elever og ungdomsuddannelserne.

Men Dansk Folkeparti havde gerne set, at man åbnede hurtigere og mere.

- Som jeg læser det, virker det som om, at de små butikker ikke har en voldsom effekt på smitten. Alligevel står det som om, at der skal gå flere uger, inden de kan åbne. Åbn dem da hurtigst muligt. Helst fra på mandag, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl.

Samtidig så han gerne, at alle landets efterskoleelever fik lov til at komme tilbage. Genåbningen af landets efterskoler skal i følge ekspertgruppen kun ske i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm.

- Fritag efterskolerne fra den regionale genåbning af skolerne for de ældste. Åben dem nationalt. På en efterskole eller højskole kan man jo nemt lave bobler.

Klar til flere indlagte

Indsatsgruppen forventer, at der vil være omkring 870 indlagte i april, før kurven knækker på grund af forårsvejret og effekten fra tusindvis af vacciner. En pris man hos Dansk Folkeparti er klar til at betale.

- Prisen for ikke at få gang i tingene er ved at blive for høj. Både økonomisk og menneskeligt, siger Thulesen Dahl, der er utilfreds med processen omkring anbefalingerne - ifølge ham fik han nemlig rapporten tilsendt samtidig med resten af befolkningen.

Også hos Konservative er man klar til at betale prisen for en større genåbning.

- Det er et niveau, der ikke truer vores sundhedsvæsen. Det er jo det, vi frygter, så det er vi klar på, siger sundhedsordfører Per Larsen.

De Konservatives Per Larsen er umiddelbart godt tilfreds med anbefalingen fra ekspertgruppen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Man er i det hele taget ganske positivt stemt overfor indstillingen fra eksperterne.

- Vi starter med at åbne, hvor smitten er lavest. Vi er også glade for, at det er afgangseleverne, der vender tilbage.

- Som udgangspunkt går det meget hånd i hånd med det, vi har foreslået. Der er bestemt gode takter i det.

Enhedslisten gruer for indlæggelser

Hos Enhedslisten er man noget mere skeptisk. Særligt et indlæggelsestal på 870 giver politisk ordfører Mai Villadsen grund til at stille en række spørgsmål, forklarer hun.

Mai Villadsen fra Enhedslisten (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

- Jeg synes umiddelbart, at tallet er ret højt, og det nærmer sig vores makskapacitet. Og så skal der ikke meget til før vores sundhedsvæsen ikke kan følge med længere. Derfor må der for guds skyld ikke gå overbudspolitik i den.

I partiet glæder man sig dog over, at indstillingen er, at man kan åbne regionalt for de ældste elever i grundskolen og ungdomsuddannelserne.

- Jeg synes ikke, at der kan herske nogen tvivl om de konsekvenser, nedlukningen har for vores børn og unge. Så jeg er klart mest glad for, at de kan komme tilbage, siger Mai Villadsen.

Hos Venstre er meldingen, at man nu vil kigge på materialet og derefter komme med en udmelding.

Fra Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, lyder det i et opslag på Facebook, at hun "ville ønske, der var meget på ekspertgruppens liste".

- Jeg synes også flere forretninger, flere liberale erhverv, højskoleeleverne, efterskoleeleverne og langt flere skoleelever, unge på ungdomsuddannelserne og studerende på de videregående uddannelser har betalt en afsindig høj pris denne vinter, skriver hun.

Sofie Carsten Nielsen understreger, at hun håber på en bred aftale om genåbning, og at der med dagens partilederforhandlinger også kommer en "fælles strategi for resten af 2021."

Opdateret 06:40 med kommentar fra Radikale Venstre.

Facebook
Twitter