Kristian Thulesen Dahl: Vi sænker ikke vores ambitioner

Regeringens støtteparti vil fortsat arbejde for et paradigmeskift i udlændingepolitikken

Det er godt nyt, at forhandlingerne om udlændingepolitik og skatterabat nu bliver skilt ad.

Sådan lyder det fra formand i Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop har meddelt, at regeringen dropper de største ambitioner om at give danskerne skattelettelser.

- Jeg har jo selv anvist den her vej som en mulighed, siger Kristian Thulesen Dahl.

Statsministerens udmelding kommer på et pressemøde i Statsministeriet, der blev indkaldt med kort varsel.

Statsministeren ønsker at forhandle en aftale på plads, der løser det såkaldte samspilsproblem, hvor det for visse danskere ikke kan betale sig at spare op til pension.

- Regeringen vil gerne drøfte udlændingepolitik med Dansk Folkeparti, men det skal være på udlændingepolitikkens præmisser. Så vi laver den udlændingepolitik, som Danmark har brug for, og den vi kan stå inde for. Og ikke for at indfri en ambition på et helt andet område om, at skatterne skal sættes ned, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dermed sænker Lars Løkke Rasmussen (V) ambitionen om at give danskerne mere luft i husholdningsbudgettet.

Men bare fordi statsministeren sænker sine ambitioner om at lande en skatteaftale, så betyder det ikke, at Dansk Folkeparti vil sænke deres ambition om det, de kalder et paradigmeskift inden for udlændingepolitikken, lyder det fra partiformanden.

- Uanset at regeringen måtte drosle sine ambitioner ned på skatteområdet, så fastholder vi vores ambitioner på udlændingeområdet, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det her er en praktisk måde at komme videre på.

Statsministerens udmelding kommer efter en dramatisk december måned, hvor regeringspartiet Liberal Alliance truede med ikke at stemme for regeringens egen finanslov, jo mindre der kom skattelettelser samtidigt med en aftale på udlændingeområdet. Til sidst kravlede partileder Anders Samuelsen (LA) ned fra træet og stemte for finansloven.

Facebook
Twitter