Kritik af DF kostede plads i kommission

Kritik af Dansk Folkeparti kostede tre kandidater en plads i regeringens Værdikommission.

DF's Karin Nødgaard langde veto mod tre kritiske kandidater til regeringens Værdikommission. (© DF)

Tre kandidater til regeringens nyligt nedsatte Værdikommission blev nægtet en plads af Dansk Folkeparti, alene fordi de på et tidspunkt har kritiseret partiet.

Det viser en mailkorrespondance mellem Kulturministeriet og DF's kulturordfører Karin Nødgaard, som Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i.

De tre vragede er historikeren Michael Böss, journalist Klavs Birkholm og tidligere radikal landsformand Asger Baunsbak-Jensen.

"Usaglig kritik"

Den 14. december 2010 skriver Karin Nødgaard til kulturminister Per Stig Møller, at Michael Böss' kandidatur er problematisk, idet han "fremkom med en usaglig kritik af pointsystemet, da aftalen blev indgået, uden at han kendte det konkrete indhold". Asger Baunsbak-Jensen menes at være for kritisk og radikal, og også Klavs Birkholm blev i januar vraget, "fordi han har en fortid som medlem af VS".

Resultatet er, at ingen af de tre kandidater har fået en plads blandt de 10 kommissionsmedlemmer, der blev præsenteret den 10. februar i år.

Karin Nødgaard lægger ikke skjul på, at partiet har fravalgt kandidater på baggrund af deres kritik:

Flere gode kandidater

- Vi har lavet en research af de forskellige kandidater, og der har nogle vist sig at være mere oplagte end andre. Hvis nogle har været meget kritiske over for os, har der ikke været nogen grund til, at vi skulle anbefale dem, siger hun.

Per Stig Møller ser alene frasorteringen som et udtryk for, at der var flere gode kandidater, end der var pladser, og at forligskredsen var nødt til at nå til enighed. Men ministeren er godt tilfreds med den endelige kommission.

Facebook
Twitter