Hård kritik af ministerier for håndtering af PFAS: 'Danskernes sundhed har været udsat for en unødig risiko'

Miljøminister vil nu rette op på fejlene med et servictjek af myndighederne.

Miljøminister Magnus Heunicke. Arkivfoto. (Foto: © Henrik Montgomery/TT, Ritzau Scanpix)

Håndteringen af PFAS har været for dårlig, og derfor retter Statsrevisorerne nu kritik mod både Miljøministeriet og Forsvarsministeriet.

Indsatsen mod stofferne har været så utilstrækkelig og langsommelig, at miljøet og danskernes sundhed har været udsat for en "unødig risiko", lyder det fra Statsrevisorerne.

De understreger, at der er tale om en hård kritik.

Miljøministeriet får kritik, fordi det er dem, der har ansvaret for at føre tilsyn med PFAS-stofferne. Stoffer, der er svære at nedbryde, og som skader miljø og drikkevand, samtidig med at de udgør en sundhedsrisiko.

Et af de mest brugte PFAS-stoffer hedder PFOS, og det blev forbudt i 2008. Men først i 2015 begyndte ministeriet at føre tilsyn med stoffet syv år senere, og det får nu kritik.

- Indsatsen har været utilstrækkelig og langsom.

- Man har ikke anvendt de muligheder, som loven giver for at lave en tilstrækkelig overvågning og kontrol af PFAS i drikkevand og spildevand, siger De Konservatives Mette Abildgaard, der er formand for Statsrevisorerne.

Miljøminister Magnus Heunicke skriver i en pressemeddelelse, at han tager kritikken alvorligt.

- Vi skal være helt sikre på, at vi har fået rettet op på alle de fejl i myndighedernes håndtering af PFAS, som Rigsrevisionen har påpeget.

- Derfor igangsætter vi nu et tværgående servicetjek af de relevante miljømyndigheder, der har med PFAS at gøre.

I pressemeddelelsen skriver han også, at myndighederne allerede har sat ind overfor en del af de områder, der bliver kritiseret af Statsrevisorerne, blandt andet ved at man har skruet op for tilsynet.

Også Forsvarsministeriet får kritik, fordi Forsvaret gennem flere år har brugt brandskum på 82 forskellige brandøvelsespladser.

Kritikken går på, at Forsvarsministeriet ikke har kortlagt pladserne, og at man ikke straks har underrettet de kommuner, som pladserne ligger i, når man har fundet forurening med PFAS-stoffer.

I gennemsnit er der gået 11 måneder, fra man har opdaget forureningerne, til kommunerne er blevet orienteret.

- Det har formentlig haft den konsekvens, at man ikke har kunnet handle på det ude i kommunerne, siger statsrevisor Serdal Benli fra SF.