Kritik af overbetaling til privathospitaler

Sundhedsministeriet med daværende minister Lars Løkke Rasmussen i spidsen har overbetalt privathospitaler. Det fremgår af en redegørelse fra Rigsrevisionen.

Oppositionen har kritiseret Lars Løkke Rasmussen, der var sundhedsminister fra 2001 til november 2007, for at tilgodese privathospitalerne med offentlige penge. (Foto: DR © DR)

Sundhedsministeriet har udbetalt unødvendigt høje takster til privathospitalerne for sundhedsydelser, selv om ministeriet godt vidste, at ydelserne kunne fås billigere.

Sådan lyder kritikken af regeringen fra Rigsrevisionen i en redegørelse, som Ritzau har indsigt i.

- Sundhedsministeriet har fulgt udviklingen i markedet for private sygehusydelser og har derigennem opnået viden om, at ydelserne fra 2006 kunne erhverves til lavere priser end de fastsatte takster.

Ikke fastsat lavere takster

Der er imidlertid ikke fastsat lavere takster inden for den udvidede fritvalgsordning, hvorfor Rigsrevisionen må vurdere, at ministeriet ikke har sikret, at ydelserne er erhvervet under skyldig hensyntagen til økonomien, skriver Rigsrevisionen i sin beretning, der offentliggøres i morgen.

Dermed fastholder Rigsrevisionen sin kritik af overbetaling til privathospitalerne, selvom regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, langede hårdt ud efter Rigsrevisionen, da et udkast i maj blev lækket i pressen.

- Det materiale, der ligger i udkast fra Rigsrevisionen, hviler på vildfarelser. Men det afgørende er den afsluttende rapport, sagde statsministeren ved den lejlighed.

Facebook
Twitter