Kritik: Folkemødet er ikke for folket

Benny Engelbrecht (S) har kritiseret folkemødet for at være dyre middage frem for fællesskab.

Sådan så der ud sidste år, da Bornholms borgmester Winni Grosbøll holdt åbningstale ved Folkemødet. (Foto: © Mette Brochorst, DR Bornholm)

Der er mere elite og lobbyisme end folk over folkemødet, der begynder i dag torsdag på Bornholm.

Sådan lød det forleden fra Socialdemokraternes Benny Engelbrecht i et debatindæg i Jyllands-Posten.

- For mig står det klart, at Folkemødet er ved at udvikle sig til en branchefest for lobbyister og ikke for folket, fællesskabet og demokratiets ånd, som det burde. Der er desværre snarere tale om en fest for eliten, hvor det ikke er fællesskabet, der er i fokus, men snarere en undskyld for at kaste om sig med gratis mad og drikke i den dyrere ende, skrev politikeren blandt andet.

Politisk dialog i uformel ramme

Men det passer ikke, lyder det fra to af de lobbyister, som Engelbrecht langer ud efter.

- Vi er her, fordi vi gerne vil politisk dialog i en mere uformel ramme, end vi er vant til. Det er ikke kun for hyggens skyld, vi håber jo på at sætte fokus på en ny dagsorden om at sætte værdi og vækst i Danmark, siger Kim Graugaard, viceadministrerende direktør Dansk Industri, til DR Nyheder.

Ingen dyre middage

Og der er ikke noget med hemmelige møder og luksus-middage, siger Lizette Risgaard, der er næstformand i LO.

- Vi vil gerne i dialog med endnu flere, end vi er til hverdag. Det er ikke ekstravagant og med dyre middage og vin. Vi vil i dialog med en masse andre end bare hinanden og politikerne - vi er for, fordi vi gerne vil kunne debattere direkte med politikerne og snakke med de almindelige mennesker, siger Lizette Risgaard.

- Det her er en mulighed for, at alle kan bidrage med deres holdninger - folk kan jo også møde finansministeren på gaden - det er ikke kun os - og de kan møde os og deltage i debatten. Det ER et folkemøde, understreger hun.

Læg tallene frem

Benny Engelbrecht foreslår i sit indlæg, at de mange organisationer at offentliggøre deres omkostninger i forbindelse med aktiviteterne på Bornholm.

- Der er bestemt ikke noget galt i at give et stykke smørrebrød eller en god salat, hvis man mødes med en politiker, men hvis det hele foregår i det skjulte så er der en al for stor risiko for, at tingene tager overhånd, skriver Benny Engelbrecht.

Koster 300.000 for tre dage

Og hos Dansk Industri lægger man gerne tallene frem.

- 300.000 kroner koster det for de tre dage, udover de røde pølser. Det er ikke dyrt for et arrangement for noget af den her karakter. Det er ikke anderledes, end vi gør resten af året rundt, siger Kim Graugaard.

Det er tredje år, at der afholdes folkemøde på Bornholm. Første år deltog 20.000 mennesker - i år er tallet oppe på 70.000.

Se Lizette Risgaard, næstformand i Hovedorganisationen for fagforeninger LO, og Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri svare igen på kritikken i videoen i toppen af artiklen.