Kritik: Løkke overdrev rengøringsassistenters skattelettelser

Det er uacceptabelt, at Lars Løkke Rasmussen har overdrevet, hvad rengøringsassistenter rent faktisk får i skattelettelser, lyder det fra både to fagforeninger og Dansk Folkeparti.

Det passer ikke, når Lars Løkke Rasmussen siger, at rengøringsassistenter får syv procent i skattelettelser med regeringens plan, lyder kritikken nu fra flere sider. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) anklages nu for at overdrive, hvad rengøringsassistenter får ud af regeringens skattelettelse. Da Lars Løkke Rasmussen i sidste uge præsenterede sin plan for skattelettelser, understregede han, at regeringen giver mest i skattelettelser til dem med de mindste arbejdsindkomster.

- Kassemedarbejderen og rengøringsassistenten får, hvad der svarer til en gennemsnitlig skattelettelse på syv procent. De slipper syv procent billigere i skat. Det er effekten af et ny jobfradrag på 17.000 kroner, som vi målretter til de lavest lønnede, sagde Lars Løkke Rasmussen på pressemødet, da han præsenterede regeringens 2025-plan.

Nu tyder meget på, at hverken nogen kassedamer eller rengøringsassister reelt slipper så meget billigere i skat. I virkeligheden bliver der i allerbedste fald tale om en skattelettelse på 5,8 procent eller 4,9 procent for rengøringsassistenter, viser DR Nyheders gennemgang af regeringens egen beregning.

- Lars Løkke har simpelthen pumpet gevinsten for de lavtlønnede op med en femtedel i forhold til virkelighedens verden, siger formand for FOA, Dennis Kristensen.

- Det gør en rigtig stor forskel. Når man slynger tal ud, så er det helt afgørende, at de holder, siger Per Christensen, formand for 3F.

Dansk Folkeparti er også stærkt kritisk.

- Det er ærgerligt, hvis man overdriver skattelettelsen ved pumpe deres løn ned for at få skattelettelsen til at se større ud. Det er at sminke på virkeligheden, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).

Teknisk beregning

Det er et kompliceret regnestykket, der danner baggrund for kritikken af Løkke.

Ifølge tal fra Skatteministeriet er de syv procent i skattelettelse til kassedamen udregnet ud fra en overenskomstmæssig løn på 207.000 kroner om året. Det er nemlig ved præcis den indkomst, at skattelettelsen når op på syv procent. Og i forhold til rengøringsassistenter er det dermed den samme årsindkomst på 207.000 kroner, der vil få skattelettelsen til at ende syv procent. "Problemet" ved regnestykket er bare, at så lidt er der ingen rengøringsassistenter, der tjener, lyder det fra både FOA og 3F.

- Løkkes tal passer simpelthen ikke. Der er ingen i vores lønstatistikker, der ligger så lavt. Regeringen har simpelthen regnet med en alt for lav løn, og dermed får rengøringsassistenterne heller ikke de syv procent i skattelettelse, som Løkke sagde, siger Dennis Kristensen.

I FOA er mindstelønnen for en rengøringsassistent på fuld tid 240.671 kroner, mens tallet for rengøringsdamen under 3Fs overenskomst er 274.116 kroner. Og da regeringens regnestykke med de syv procent er beregnet ud fra procent af deres skatteindbetaling, falder skattelettelsen i procent, jo større indkomsten er. Konkret betyder det, at skattelettelsen til FOA-rengøringsassistenten kun bliver på 5,8 procent, mens rengøringsassistenter under 3F må nøjes med en skattelettelse på 4,9 procent.

Gang i luftpumpen

Men Dennis Kristensen, selv om skattelettelsen ikke når op på syv procent, så får rengøringsassistenten jo stadig det samme i kroner og øre?

- Det er korrekt, men man skal jo være oprigtig og ærlig, når man lægger tallene frem. Danskerne skal jo have de rigtige tal for at kunne forholde sig til skattereformen. Og derfor skal regeringen ikke give tallene en gang med luftpumpen for at få skattelettelsen til at se større ud, siger Dennis Kristensen.

Statsministen har "oversolgt" sin skattelettelse til de lavtlønnede, mener 3F-formanden.

- Når man skal diskutere en kompleks politisk plan som 2025-planen, så må man som minimum kunne regne med, at tallene er korrekte, siger Per Christensen.

I praksis vil skattelettelsen for langt de fleste rengøringsassistenter være endnu lavere end 5-6 procent, påpeger de to fagforeninger. Det er nemlig kun et fåtal, der ikke samtidig får forskellige tillæg oveni mindstelønnen.

Afviser kritikken

Venstres skatteminister Karsten Lauritzen afviser kritikken.

- Om det er 5, 6, 7 eller 8 procent ( i skattelettelse, red), afhængig af hvilket eksempel man tager, synes jeg egentlig ikke, er den vigtigste diskussion - det må være, om man vil være med til at give de skattelettelser i bunden eller ej, siger Karsten Lauritzen og understreger samtidig, at regeringen står bag regnestykket.

Heller ikke landets kassedamer vil dog som udgangspunkt få en skattelettelse på 7 procent, som Lars Løkke Rasmussen havde stillet dem i udsigt. I regeringens plan står der, at ”en person, der får mindstelønnen på HK-området, kommer til at betale omkring 7 pct. mindre i indkomstskat.”

Også kassedamer tjener mere

Men spørger man fagforbundet HK Handel findes der ikke én eneste fuldtidsansat overenskomstdækket kasseassistent, der tjener så lidt som 207.000 kr. om året – sådan som regeringen har lagt til grund for sin beregning af skattelettelsen. Mindstelønnen ligger på 216.288 kroner om året. Efter et års ansættelse skal der lægges et anciennitetstillæg på 465 kroner om måneden oveni – svarende til en årsløn på 221.868 kr. Dertil kommer personligt tillæg samt tillæg for aften- og/eller weekendarbejde. Gennemsnitslønnen for en kasseassistent er godt 241.512 kroner om året, oplyser HK Handel.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra Lars Løkke Rasmussen.

Facebook
Twitter