Kulegravning af bonusser udvides: Nu skal hele den offentlige sektor undersøges

KL og Danske Regioner har sagt ja til at lade området undersøge.

Innovationsminister Sophie Løhde (V har nu fået udvidet den undersøgelse, der skal kortlægge brugen af bonusser til at omfatte hele den offentlige sektor. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

En større undersøgelse af brugen af såkaldt resultatløn og brugen af bonusser bliver nu udvidet, så den også kommer til at omfatte kommunerne og regionerne – mod i første omgang blot staten.

Dermed kommer undersøgelsen nu til at omfatte hele den offentlige sektor, oplyser innovationsminister Sophie Løhde (V) til DR Nyheder.

- Jeg har tidligere i år igangsat en undersøgelse af, hvordan resultatløn bruges i staten. Men resultatløn anvendes jo flere steder i det offentlige, og derfor giver det god mening, at undersøgelsen nu udvides, så den også kommer til at omfatte regioner og kommuner, siger hun.

Undersøgelsen er sat i søen på baggrund af en række sager i medierne. Det vakte stor opstandelse, da DR Nyheder tidligere på året kunne fortælle, hvordan en række direktører i Banedanmark har fået udbetalt præstationsbonusser trods massive udfordringer med at få et storstilet signalprogram til at køre på skinner.

Mediehistorier fik minister til at kræve undersøgelse

Senere har DR Nyheder også fortalt, hvordan programdirektøren for det kritiserede it-system Sundhedsplatformen har fået udbetalt en bonus, ligesom Fagbladet 3F har afdækket, hvordan to chefer i Vejdirektoratet sammenlagt har fået mere end en halv million kroner i bonus, mens de har haft ansvaret for Storstrømsbroen, der også er løbet ind i problemer.

Det er eksempler som dem, der har fået innovationsministeren til at sætte gang i en undersøgelse.

- Resultatløn kan for mig at se være et udmærket værktøj til at understøtte arbejdet med at nå de mål, man sætter sig, men ledelserne på de enkelte arbejdspladser skal selvfølgelig kunne stå på mål for den måde, de bruger resultatløn og bonusser på. Og der har været eksempler fremme, hvor man set udefra godt kan undre sig, siger Sophie Løhde.

Flertal krævede regioner og kommuner inddraget

I første omgang igangsatte hun en undersøgelse på det statslige område, men Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF har siden krævet, at også bonusser udbetalt til chefer i kommunerne og regionerne bliver undersøgt.

SF’s poliske ordfører, Karsten Hønge, glæder sig over, at undersøgelsen nu vil afdække brugen i hele den offentlige sektor.

- Det synes jeg er en god ide. Det er godt, de selv kan se problemet, når de er ude af trit med, hvad befolkningen forventer, siger han.

Regionsrådsdirektør i Region Hovedstaden, socialdemokraten Sophie Hæstorp, har tidligere afvist behovet for at deltage i en kulegravning.

- Vi må konstatere, at det reelt er meget få penge, der er tale om, og faktisk er det (engangsvederlag red.) noget, der er aftalt med organisationerne, som en del af lønudviklingen. På den baggrund har vi ikke tænkt os at lave yderligere undersøgelser, sagde hun i marts.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sophie Hæstorp til, at undersøgelsen nu kommer til at omfatte også hendes regions medarbejdere.

Det er forventningen, at undersøgelsen vil være færdig i løbet af efteråret.

Facebook
Twitter