Kulturminister vil have techgiganter til at betale for journalistisk indhold

Om en måned vil regeringen præsentere lovforslag, der skal medføre, at techgiganter betaler for medieindhold.

Kulturminister Joy Mogensen (S) varsler, at et lovforslag er på vej, som skal sørge for, at digitale platforme som Facebook og Google skal betale for at dele andre mediers indhold. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Techgiganter som Facebook og Google skal betale for det indhold, som journalistiske medier bringer på deres platform.

Det mener kulturminister Joy Mogensen (S), der løfter en del af sløret for et lovforslag, som regeringen præsenterer om en måned.

Hun mener, at samfundet har været for naivt, når Facebook eksempelvis i Australien tillader sig at blokere for medier, der vil have betaling for deres indhold.

- Det er dybt bekymrende, for det sætter spørgsmålstegn ved det demokratiske sindelag i en af verdens mest dominerende medievirksomheder, siger hun til Ritzau.

- Jeg ved ikke, om det er, fordi de ikke forstår det, eller er ligeglade med den betydning nyhedsmedier har i et demokratisk samfund. Det er dem, der bringer journalistisk baseret viden til torvs, siger hun.

Gamle og nye medier i strid

Facebook i Australien har valgt at blokere for deling af nyhedsindhold, da man er utilfredse med en ny lov, hvor tjenesten skal betale for links til nyhedshistorier, som brugerne deler.

Også i Canada er en sådan lov på vej.

Dybest set er der tale om en global kamp mellem nye, digitale og de traditionelle medier, forklarer DR's techkorrespondent Henrik Moltke.

- Der er et grundlæggende forståelsesproblem mellem de gamle og nye medier, som jo netop forstår, hvordan man tjener penge på internettet, siger han.

Kritikere mener, at den type lovgivningen strider imod alt, hvad internettet står for.

- Blandt andet er der bekymring over, at man skal betale for noget meget grundlæggende, nemlig det at man kan dele links og vise små uddrag af indhold, uden at der skal betales for det. Det kan blive skruen uden ende, siger Henrik Moltke.

Medier skal forhandle

Forrige år vedtog EU et direktiv om ophavsret, som sætter minimumsstandarder, som medlemslandene skal indføre.

Men kulturminister Joy Mogensen vil gå videre end det.

- Vi har valgt at gå længere, end EU kræver, ved at give de danske medievirksomheder mulighed for at kunne forhandle samlet med techgiganter.

- Så skal de ikke stå en og en og kæmpe mod de meget store og magtfulde virksomheder, som techgiganter er blevet, siger kulturministeren til Ritzau.

Facebook: Ikke fair

Kan parterne ikke blive enige, skal det afgøres af Ophavsretslicensnævnet, hvor en højesteretsdommer er formand.

Facebooks nordiske topchef, Martin Ruby, er imod forsalget, som han mener, at det vil give medierne grønt lys til at opkræve penge, som de lyster.

- Det synes vi ikke er fair. Hvis et bladhus kan lægge en nyhed på Facebook og sende mig en regning bagefter, så skaber man et ret pudsigt incitament, sagde han i september, da fagbladet Journalisten interviewede ham om forslaget.

Kun en lille del af indholdet er nyheder

Kun fire procent af indholdet på Facebook er nyheder, og derfor kan det ikke betale sig økonomisk, er argumentet.

- Medierne overvurderer den kommercielle værdi, nyheder har for os, sagde Martin Ruby.

Kulturminister Joy Mogensen mener, at "det viser en ligegyldighed over for det, som giver deres produkt værdi".

- Hvis ikke techgiganterne havde ordentligt produceret indhold fra kunstnere eller virksomheder, hvad skulle så være grunden til, at vi, der bruger dem, søger derind?

- Så kunne det meget hurtigt blive et sted for sølvpapirshatte og konspirationsteorier. Så vil Facebook dale i værdi, siger ministeren til det.