Kulturministeren: EU-dom kan få betydning for salget af TV 2

Regeringens ambition om at sælge TV 2 i forbindelse med det kommende medieforlig kan blive vanskeligt, siger kulturministeren.

Kulturminister Mette Bock (LA) vil fortsat arbejde på at sælge TV2 i forbindelse med det kommende medieforlig. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det kan få store konsekvenser for regeringens planer om et salg af TV 2, at EU-domstolen i dag har afgjort, at den danske TV-station har modtaget statsstøtte og står til at skulle tilbagebetale et større milliardbeløb.

Sådan lyder det fra kulturminister Mette Bock (LA).

- Nu er forudsætningen for at kunne sælge TV 2, at vi kan få indhegnet de her retssager i forhold til en eventuel køber, siger hun.

Teknisk set vil regeringen forhandle med EU-kommissionen for at forsøge at få isoleret salget af TV2 fra en kommende retssag i Østre Landsret, der skal afgøre, om der bliver et tilbagebetalingskrav, og hvor stort det bliver.

Hvis den manøvre lykkes for regeringen, kan den fortsætte sin ambition om et salg allerede i 2018 som led i det kommende medieforlig. Men hvis ikke det lykkes, bliver et salg i nærmeste fremtid svært, lyder vurderingen.

- Det er meget vanskeligt at sælge et selskab, hvis en kommende ejer risikerer at stå overfor et milliardkrav på et tidspunkt, siger Mette Bock.

Endelig dom

EU-kommissionen har tidligere vurderet, at der i årene 1995 og 1996 ikke var tale om statsstøtte til TV 2. Men den afgørelse har EU-domstolen nu underkendt. Dermed er det endeligt slået fast, at TV 2 fra 1995 og syv år frem modtog ulovlig statsstøtte.

Det ulovlige består i, at statsstøtten skulle have været anmeldt til EU-kommissionen.

Med dagens afgørelse er vejen banet for en genoptagelse af den danske retssag, som konkurrenten Viasat har anlagt ved Østre Landsret for at få pålagt TV 2 at betale såkaldte "ulovlighedsrenter" til staten. Det vil sige renter, der skal betales, fordi statssøtten ikke blev anmeldt, som den skulle.

Det er denne retssag, der kommer til at afgøre, hvor mange penge TV 2 skal tilbagebetale, og det er denne retssag, regeringen er interesseret i at få "indhegnet". Derfor vækker sagen også bekymring hos regeringspartiet Venstre.

- Det er klart, at det vil få indvirkning på salget, men præcis hvilken er stadig for tidligt at sige. Vi bliver nødt til at sætte os ned med juristerne i Kulturministeriet og med Kammeradvokaten og se på hvilke muligheder, der er for at sælge TV 2, siger medieordfører Britt Bager (V).

Skal kun betale renterne tilbage

Baggrunden for tilbagebetalingskravet er, at TV 2 ikke oplyste EU-kommissionen, at man modtog statsstøtte. Og hvis en statsejet virksomhed som TV 2 får tilført midler på vilkår, der er uden for reglerne, er det unfair konkurrence, lyder kritikken fra MTG, der ejer Viasat.

Ifølge MTG skal TV 2 derfor både betale et erstatningskrav og "ulovlighedsrenter" til den danske stat og dermed punge ud med knap 1,8 milliarder kroner.

Hos Socialdemokratiet anser man regeringens forsøg på at isolere retssagen og salget af TV2 for at være urealistisk.

- Det bliver umuligt at adskille, så jeg kan ikke se, hvordan man på nogen måde skal kunne gennemføre det her salg, siger medieordfører Mogens Jensen (S).

Socialdemokratiet har hele tiden været skeptisk overfor et salg af TV 2.

Facebook
Twitter