Kulturministeren om Thulesen Dahls benspænd: Synd for TV2

Kulturminister Mette Bock er parat til at lægge det planlagte salg af TV2 til side.

(ARKIV) Kulturminister Mette Bock (LA) er ærgrelig over, at Dansk Folkeparti blokerer for et delvist slag af tv2. Men det får ikke endelig betydning for en medieaftale, forsikrer kulturministeren (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kulturministeren ærgrer sig godt og grundigt over, at Dansk Folkepartis formand nu sætter en stopper for et delvist salg af TV2.

- Vi har arbejdet i mere end et år på, at kunne tiltrække de rigtige investorer. Vi ønsker jo et stærkt TV2.

- Men det er jo selvfølgelig Dansk Folkeparti, som selv bestemmer det i sidste ende.

- Jeg håber, vi kunne blive enige om et delvist salg af TV2, men kan vi ikke det, så laver vi en aftale med DF omkring alle de andre ting. Sådan er det i politik, nogle gange kommer man igennem med det, som man synes er gode ideer, og andre gange gør man ikke.

Regeringen har foreslået at sælge 40 procent af TV2 til en strategisk partner, mens staten forbliver majoritetsejer. En kommende strategisk partner skal ifølge ministeren tilføre TV2 viden om medieforbrug og teknologiske investeringer.

- TV2 er stærke i dag, men man skal også i politik kunne tænke fem og ti år frem, så hvis borgerne også om fem og ti år skal have et stærkt TV2 i et mediemarked, som er i totalt opbrud, så tror vi på, at en strategisk partner, kunne være rigtig godt.

Mener du Kristian Thulesen Dahl er for lidt fremsynet til at forstå, hvad der venter om fem eller ti år?

- Det, synes jeg, Kristian Thulesen Dahl selv skal svare på. Men det er rigtig vigtigt, at man ikke kun tænker på dagens eller morgendagens præmisser. Man bliver nødt til at sikre rammer, der gør, at medie som udvikler og distribuerer dansk kvalitetsindhold får de bedste vilkår overhovedet.

- Hvis der ikke er et politisk flertal for det, så er der ikke det, det vil være synd for TV2, men først og fremmest er det synd for borgerne.

Det delvise salg af TV2 skulle egentligt først forhandles i næste uge, og derfor vil kulturministeren gøre endnu et forsøg på at overbevise støttepartiet.

- Nu skal man jo lytte godt efter, når Kristian Thulesen Dahl taler, og han siger jo, at de ikke er blevet præsenteret for overbevisende argumenter.

Det er tre måneder siden, at regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede rammerne for forhandlingerne: De øvrige partier skulle gå med til at beskære DR med 20 procent over de næste fem år - det svarer til en besparelse på 770 mio. kr. - og til at omlægge licensen, så pengene fremover opkræves over skatten.

I sidste uge krævede kulturminister Mette Bock, at oppositionspartier tilkendegav om de kunne støtte de fremlagte rammer. Det fik Alternative, De Radikale og Enhedslisten til forlade forhandlingerne.

SF og Socialdemokratiet forhandler heller ikke længere med om aftalen i Kulturministeriet.

Facebook
Twitter