Kun tre fik humanitært ophold i Danmark sidste år: Rød blok kræver svar fra Støjberg

Antallet af personer, der får humanitær opholdstilladelse i Danmark, rasler ned.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) skal torsdag i samråd om udvisning af alvorligt syge udlændinge. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

De seneste ti år er antallet af personer, der får humanitær opholdstilladelse i Danmark, faldet markant.

Mens der i 2007 var 223 personer, som fik humanitært ophold, der særligt gives til meget alvorligt fysisk og psykisk syge udlændinge, var tallet i 2016 og 2017 blot tre om året.

Faldet skyldes blandt andet en stramning fra 2010, hvor den daværende VK-regering på baggrund af en række domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol strammede reglerne for humanitært ophold.

Det vurderer professor i forvaltningsret Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet.

- Man må formode, at den stramning, man laver dengang, har været kraftigt medvirkende til det her meget drastiske fald i antallet af humanitære opholdstilladelser, siger han.

Stram fortolkning

Formand for organisationen Refugees Welcome, Michala Bendixen, der hjælper flygtninge, som kommer til Danmark, peger på, at lovgivningen i forbindelse med sagsbehandlingen bliver tolket strammere, end den burde.

- Langt de fleste af de kriterier, som faktisk kan føre til humanitært ophold udover de her særlige diagnoser, bliver faktisk aldrig nogensinde taget i anvendelse, siger hun.

Både Jens Elo Rytter og Michala Bendixen undrer sig over, at tallet for 2017 ikke er højere.

I december 2016 afgjorde en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nemlig, at Danmark og andre lande skal undersøge, om en alvorligt syg person reelt har adgang til medicin og behandling i sit hjemland. Ellers kan personen ikke udvises. Det vil sige, at det skal indgå i vurderingen, om personen rent faktisk har økonomi og er i stand til fysisk at modtage behandling.

Først den 6. januar i år reagerede Udlændinge- og Integrationsministeriet ved at sætte tilsvarende sager i bero.

Fra 1. januar 2017 og frem til 6. november 2017 fik kun tre personer humanitær opholdstilladelse i Danmark, mens 88 fik afslag.

Ombudsmanden holder øje

Ifølge Jens Elo Rytter viser det, at Danmark ikke har implementeret dommen i dansk lovgivning.

- Det er i hvert fald et udtryk for, at man ikke har levet op til de forpligtelser, Danmark har efter menneskerettighedskonventionen, siger han.

- Der må det være en forpligtelse, at Danmark forholdsvist hurtigt retter ind, når der kommer en dom, der fastlægger en ny retstilstand, og en retstilstand, der tilsikrer humanitært ophold i videre omfang end tidligere.

Ifølge Information rettede Sverige ind efter bare tre måneder.

Torsdag kl. 12 skal Inger Støjberg i samråd om sagen. Det er en samlet rød blok, der kræver svar om sagsbehandlingen i forhold til humanitært ophold.

Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, sagde for få dage siden, at han er opmærksom på sagen.

Udlændinge- og integrationsminster Inger Støjberg ønsker ikke at stille op til interview. Det gør Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, heller ikke.

Antal personer, der har fået humanitær opholdstilladelse i Danmark:

  • 2007: 223
  • 2008: 157
  • 2009: 55
  • 2010: 111
  • 2011: 121
  • 2012: 76
  • 2013: 65
  • 2014: 46
  • 2015: 25
  • 2016: 3
  • 2017: 3 (til og med 6. november 2017).
  • Kilde: Udlændinge- og integrationsministeriet