I dag skulle gaderne være fri for valgplakater: Der er stadig enkelte at spotte

Kandidater, der ikke har pillet deres plakater ned til tiden kan vente en regning fra kommunen.

Heldigvis er det ikke svært at finde frem til plakaternes rette ejermænd eller -kvinder. (Foto: Janus Jacobsen © DR Nórdjylland)

- Det er vores indtryk, at det ser godt ud efter det her valg.

Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra Martin Holst Fischer, afdelingsleder ved trafik og beje i Aalborg Kommune, på morgenen hvor alle valgplakater fra kommunalvalget 2017 skulle været pillet ned.

Efter reglerne har kandidaterne præcis otte døgn til at få deres plakater af vejen, og den frist udløb ved midnat, natten til torsdag.

I de tilfælde hvor plakaterne stadig hænger i lygtepælene, sørger kommunerne for at få dem ned mod et gebyr på omkring 100 kroner, hvilket svarer til den omkostning, som kommunen har ved at løse opgaven.

I Aalborg Kommune, der er landets sjette største, måtte medarbejderne ved trafik og vej efter sidste valg tage cirka 100 plakaterne ned for kandidater, der ikke selv havde fået det gjort.

- Det synes vi ikke er så galt, siger Martin Holst Fischer, der oplyser, at man har omkring 2.000 offentlig veje i kommune, som i princippet alle kunne lægge areal til plakater.

Tidligere har det været et problem, at de strips, man har brug til at hænge plakaterne op med, bliver efterladt i lygtepælene, og det ser man også denne gang, blandt andet i hovedstadsområdet.

Men efter at mange er gået fra papirtrykte plakater på papplader til print på de mere stabile plastplakater, er det blevet vanskeligere at rive plakaterne ned uden at klippe stripsene over først, vurderer Martin Holst Fischer.

- Ved sidste valg var stripsene et stort problem. Det er blevet bedre denne, men der hænger stadig nogen ved det her valg, og det er vi trætte af, siger han.

I Aalborg Kommune giver kandidaterne lidt ekstra snor og begynder først at pille tilbageblivende plakater ned på mandag. Her vil man også kigge efter efterladte strips.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter