Borgmesterdrømmen glippede også for Dansk Folkeparti i Greve

Spidskandidaten Liselott Blixt (DF) står i stedet bag den genvalgte Venstre-borgmester.

Endnu en borgmesterkæde er gledet mellem fingrene på Dansk Folkeparti.

Efter en lang nat og dag med forhandlinger i Greve Kommune har Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgået en konstitueringsaftale, hvor Pernille Beckmann (V) fortsætter som borgmester.

Folketingsmedlemmet Liselott Blixt (DF) får posten som 1. viceborgmester, da hun manglede ét mandat for at kunne samle et flertal bag sig.

- Vi skulle give for meget af vores værdipolitik på flygtninge- og indvandrerområdet, og det ville jeg ikke opgive for en borgmesterpost, siger Liselott Blixt.

Hun tilføjer, at det for hendes vedkommende især har handlet om, hvordan Dansk Folkeparti kunne få mest politik igennem.

- Det har jeg fået nu med aftalen med Venstre og Liberal Alliance, siger Liselott Blixt.

Blandt den politik, Dansk Folkeparti er kommet igennem med, nævner hun en opnormering på ældreområdet, veterankort, en stram udlændingepolitik, repatriering af flygtninge hurtigst muligt og en undersøgelse af institutionsmad, så der ikke serveres halalmad i Greves institutioner.

Flere nederlag til DF i dag

Kommunal- og regionrådsvalget har budt på en række andre nederlag til Dansk Folkeparti, hvilket partiets næstformand, Søren Espersen (DF), har omtalt som "en ørefigen fra vælgerne".

Partiet har fået valgt i alt 223 kandidater ind i byråd rundt omkring i landet, hvilket er en tilbagegang på 32 mandater.

I Guldborgsund Kommune måtte folketingsmedlem René Christensen (DF) i denne omgang opgive borgmesterdrømmen, da borgmester John Brædder (G) fra Guldborgsundlisten sikrede sig fire år mere på posten.

Assens har været nævnt som en anden kommune, hvor Dansk Folkeparti kunne få en borgmesterpost, men her er Venstres Søren Steen Andersen blevet genvalgt.

Yderligere har Dansk Folkeparti mistet sin borgmesterpost i Københavns Kommune, hvor Carl Christian Ebbesen (DF) må træde af som kultur- og fritidsborgmester.

Partiets spidskandidat i Region Sjælland, Peter Jacobsen (DF), meldte sig for nyligt ud af den borgerlige fællesgruppe for i stedet at satse hårdt på et erobre formandsposten til sig selv.

Men vælgerne ville det anderledes, og posten endte med at gå til Socialdemokratiets Heino Knudsen (S).

Dr.dk opdaterer løbende dette kort, hvor du kan se, hvem der er blevet borgmester i de forskellige kommuner.