Dansk Folkeparti får borgmesterpost på Læsø

Karsten Nielsen bliver ny borgmester på øen i Kattegat.

Karsten Nielsen (DF) er Læsøs nye borgmester. (Foto: © Foto: Siri Olesen/DR, DR Nyheder)

Dansk Folkepartis Karsten Nielsen bliver ny borgmester på Læsø.

Det sker med støtte fra Socialdemokratiet og Læsø-listen.

- Det er spændende, siger Karsten Nielsen.

Partiet fik i går 22,5 procent af stemmerne på øen, hvilket er en fremgang på 13,2 procentpoint sammenlignet med kommunalvalget i 2013. Det kastede to pladser i øens byråd af sig.

Og selvom Venstre blev det største parti på øen med 37,1 procent af stemmerne, kunne Dansk Folkeparti med støtte fra de to andre partier sikre sig borgmesterposten.

- Vi brænder alle for Læsø, så vi ser frem til arbejdet. Nu var Venstre ikke meget begejstret for det, der skete i aften. Men vi håber, at de vil komme tilbage til forhandlingsbordet, så vi kan få fordelt alle udvalgsposterne, siger den nye Læsø-borgmester.

- Det er Læsøs fremtid, det drejer sig om.

Ikke den store forskel

Karsten Nielsen skal overtage posten efter Tobias Birch Johansen, der har haft den siden 2013. Først som medlem af Læsø-listen, og fra 2014 som medlem af Venstre.

Og Tobias Birch Johansen selv er bestemt ikke tilfreds med den måde, de tre partier valgte at gå sammen for at vippe ham af pinden.

- Jeg er fandeme flov. Jeg er simpelthen flov, siger han til Ritzau.

- Vi (Venstre, red.) sidder på en tredjedel af alle vælgerne på Læsø. Læsøs ubetinget største parti er blevet sat uden for indflydelse. Det er kraftedeme ikke respektfuld over for vores borgere, siger han.

Men ifølge Karsten Nielsen kommer de 1.814 beboere på øen ikke til at mærke den store forskel nu.

- Vi elsker begge Læsø og læsøboerne. Jeg går ligesom Tobias Birch Johansen ind for, at Læsø skal have en ny færge, så heller ikke der er vi uenige. Vi føler bare, at vælgerne har ønsket en anden mand på posten, siger han.

Sådan så Kristian Thulesen Dahl ud, da valgresultatet fra Læsø i går blev offentliggjort. (Foto: © Kristian Thulesen Dahl, Kristian Thulesen Dahl/Twitter)

Selvom Dansk Folkeparti har fået sin første borgmesterpost, har kommunalvalget ikke været nogen succes for partiet.

Partiet fik 277.618 stemmer på landsplan, hvilket svarer til 8,8 procent af stemmerne.

Det er en tilbagegang på 1,3 procentpoint sammenlignet med valget i 2013, og det har betydet, at partiet har mistet den kultur- og fritidsborgmesterposten i København, som det har haft i de seneste fire år.

Trods borgmesterposten lægger gruppeformand Peter Skaarup ikke skjul på, at han gerne havde set et bedre resultat.

Han mener, at partiet, der har mere end 20 år på bagen, er blevet klemt af gamle partier som Venstre og Socialdemokratiet i kommunalvalget.

- Nyere partier som Dansk Folkeparti vil have det lidt sværere, for vi har ikke et netværk og apparat, der er bygget op igennem generationer, siger han og fortsætter.

- Vi må op på hesten igen.

Sådan ser sammensætningen af byrådet ud på Læsø:

  • Dansk Folkeparti (2) - Karsten Nielsen (107 personlige stemmer) og Per Kjærsgård Bragt (95 personlige stemmer)

  • Læsø Listen (2) - Lars Vilsen (120 personlige stemmer) og Bente Faldt Faurholt (49 personlige stemmer)

  • Venstre (4) - Tobias Birch Johansen (321 personlige stemmer), Lone Broe Christiansen (47 personlige stemmer), Jens Morten Hansen (28 personlige stemmer) og Jette Strøm (26 personlige stemmer)

  • Socialdemokratiet (1) - Folmer Hjorth Kristensen (74 personlige stemmer)