DF-leders storebror kan blive partiets første borgmester

Dansk Folkeparti kan skrive historie i Assens, hvor partiet kan få sin første borgmesterpost.

Assens er blandt de kommuner, der kan få en betydningsfuld position i Dansk Folkepartis historie, når stemmerne i aften og i nat bliver talt op.

I den vestfynske by kæmper Jens Henrik Thulesen Dahl for borgmesterposten og udfordrer dermed Socialdemokraternes og Venstres kandidater.

Hvis du synes, navnet lyder ret bekendt inden for Dansk Folkepartis kredse, så er den god nok. Kandidaten er nemlig storebror til Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl.

Vil gøre det bedre på børneområdet

Jens Henrik Thulesen Dahl, der har været medlem af Folketinget siden 2011, mener, at der er brug for en klarere ledelse i Assens Kommune, og at kommunen ’kommer mere ud over stepperne’.

- Jeg har gennem årene set, at vi har haft svært ved at leve op til det, vi gerne vil i kommunen. Vi har danmarksrekord i, at børn ikke lykkes, og det er ikke godt nok. Det skal vi blive bedre til, siger han.

Dog bliver kampen om borgmesterkæden tæt mellem Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Venstre. Derfor vil Jens Henrik Thulesen Dahl også følge optællingen tæt i aftenens løb.

- Jeg tror, det bliver spændende, Men nu må vi vente fire-fem timer, så vi begynder at se resultaterne, siger DF-kandidaten i Assens.

Carl Christian Ebbesen, der også er fra Dansk Folkeparti, har posten som kulturborgmester i Københavns Kommune, men altså ikke den øverste borgmesterpost.