Ditte må tage fri fra job flere gange: Hvorfor vil lægen ikke se på flere ting?

Det er spild af tid og bøvlet, når de praktiserende læger kun vil se på en skavank ad gangen, lyder kritikken.

47-årige Ditte Elgaard fra Randers og 1.500 andre danskere har delt deres oplevelse af deres praktiserende læger med DR Nyheder. (© PRIVATFOTO)

- Jeg er træt af at skulle sige til min chef, at jeg må have fri igen, fordi jeg skal til lægen. Jeg vil gerne passe mit job.

Sådan siger den 47-årige bogholder Ditte Elgaard fra Randers, der ligesom flere end 1.500 andre danskere har fortalt DR Nyheder om deres oplevelse af deres privatpraktiserende læge.

Mange af dem mener, at det er spild af tid og bøvlet, at de kun kan vende få emner eller få set på en enkelt skavank hos deres læge per konsultation.

For en måneds tid siden bestilte Ditte Elgaard en tid hos sin praktiserende læge på grund af smerter i armen, som hun mistænkte for at være udløst af en overbelastning.

Derudover ville hun gerne have tjekket sine modermærker på ryggen og have en indsprøjtning med B12-vitamin, som hun får hvert kvartal efter en gastrisk bypass-operation.

- Jeg skrev ved tidsbestillingen, at det var det, jeg gerne ville, og efterfølgende modtog jeg en bekræftelse af min tidsbestilling. Jeg gik derfor til lægen i forventning om, at jeg skulle have set på de ting. Men hos lægen fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke, fordi lægen får afregning per konsultation, siger Ditte Elgaard.

Hun fortæller, at hun fik besked på at bestille tid til en ny konsultation.

Dermed skal hun både optage flere af lægens tider og selv gå fra arbejde flere gange, påpeger hun.

- Der er et kvarter sat af til hver konsultation, og det har jeg aldrig brugt. Jeg kan godt se argumentet, hvis det rækker ud over det afsatte kvarter, men det tager måske for eksempel et halvt minut at give indsprøjtningen, siger Ditte Elgaard.

Andre danskere skriver:

Læge: Det rammer de næste i venteværelset

En af dem, der hver dag oplever lægekonsultationer fra den anden side af bordet, er læge Troels Mengel Jørgensen, som siden 2005 har haft en almen lægepraksis i Hjørring med to kolleger.

Troels Mengel Jørgensen er ikke læge for Ditte Elgaard, men han forsøger også at holde antallet af emner per konsultation nede.

- Patienterne kan ikke komme med en alenlang liste, for det er der ikke afsat tid til. Og hvis jeg afsætter mere tid til en konsultation, så bliver det sværere overhovedet at få en tid, siger Troels Mengel Jørgensen.

Hvis en konsultation strækker sig ud over den planlagte tid, så rammer det desuden de andre patienter i venteværelset, siger han:

- Så skubber man bare problemet foran sig, så der ikke er ret meget tid tilbage til de sidste.

Patienterne skal have et ordentligt svar

Troels Mengel Jørgensen fortæller, at han arbejder hårdt på, at patienter hurtigt kan få tid til en ny konsultation, hvis de ikke kan få svar på alle deres spørgsmål på én gang.

For ham handler det ikke om at tjene flere penge, men om at give patienterne den bedst mulige afklaring.

Og den får de i hans erfaring, hvis der ikke skal tales om mere end en enkelt eller to problematikker per konsultation.

- Jeg vil gerne gøre det så godt som overhovedet muligt for mine patienter og sikre, at de får et ordentligt svar - og at de også kan huske svarene. Det er nemlig også min erfaring, at nogle patienter har svært ved at rumme informationer om mange forskellige problematikker på en gang, siger han.

Sådan aflønnes praktiserende læger:

  • De praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende, som modtager et årligt basishonorar per patient, der er tilmeldt lægen.

  • Pengene udbetales, uanset hvor mange af patienterne der træder ind af døren hos lægen i løbet af et år.

  • Derudover modtager lægerne honorar af regionerne for de ydelser, de leverer.

  • Af den seneste honorartabel fremgår, at en konsultation i dagtimerne for eksempel udløser et honorar på 139,93 kroner, mens en telefonkonsultation udløser et honorar på 27,40 kroner.

  • Det er fastsat i sundhedsloven, hvilke ydelser der er fuldt finansieret af regionerne, og på hvilke områder der er egenbetaling for patienterne. Kilder: Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner.