Stadig ingen borgmester i Dragør: Det er uforståeligt

Jeg har fået tre gange så mange stemmer som de andre borgerlige kandidater, så jeg forstår det ikke, siger nuværende borgmester Eik Bidstrup (V).

Eik Bidstrup (V) håber at kunne genvinde borgmesterposten, men intet er sikkert i Dragør. (© Dragør Kommune)

Der er efterhånden fundet borgmestre de fleste steder efter kommunalvalget i tirsdags.

I hovedstadsområdet er det kun Dragør, der stadig ikke har fundet en borgmester.

Det største parti i kommunen er blevet en lokal liste, Tværpolitisk Forening, mens Venstre med den nuværende borgmester Eik Bidstrup er blevet næststørst.

I øjeblikket forhandler Venstre med Konservative og Dansk Folkeparti, der sammen kan danne flertal.

Men der er en del knaster, der skal slibes væk, før man kan danne flertal.

- Foreløbig vil Konservative ikke pege på os. Det undrer os selvfølgelig, når vi er de eneste, der er gået frem. Vi gav også et mandat til dem og Dansk Folkeparti, siger Eik Bidstrup (V).

Den nuværende borgmester fik også flere personlige stemmer. Derfor burde det også være ham, de andre pegede på, mener han.

- Jeg har fået 929 personlige stemmer, som næsten er tre gange så meget som de andre, så vi er uforstående over for det her.

Også Socialdemokratiet er stadig inde i billedet som en mulig samarbejdspartner, fordi de også har fået tre mandater.

Netop det tætte valg er en af grundene til, at det er så svært at finde en borgmester, siger Eik Bidstrup.

- Vores borgere i Dragør er selv skyld i det i og med, at de har valgt så spredt, som de har. Derfor bliver det svært at finde en vinder.

Han håber, at man kan lave en aftale i Dragør i løbet af i dag.

K: Vi har vores egen borgmesterkandidat

Konservative vil ikke støtte op om Eik Bidstrup, siger spidskandidat Kenneth Gøtterup (K).

Han vil nemlig selv gerne være borgmester.

- Konservative har jo deres egen spidskandidat. Vi mener, vi er de rette til at sidde for bordenden. Vi ønsker en bred konstituering, hvor det ikke kun er V, DF og K.

Eik Bidstrup har fået flest personlige stemmer af spidskandidaterne og mener selv, at han derfor skal være borgmester, men det argument holder ikke, mener Kenneth Gøtterup.

- Det er jo fint, at Eik har det argument, men det var jo slet ikke et argument, som betød noget sidste gang. Så det klinger lidt hult.

- Men det skal ikke handle om stemmer, men om Dragør. Vi skal have en bred konstituering, siger han.

Ved forrige valg var det Kenneth Gøtterup, der havde flest stemmer af de to.

Forhandlingerne genoptages i aften klokken 19.