Efter sexskandalesag i Syddjurs: Liste Z får 15 stemmer

Selvom den skandaleramte politiker Per Zeidler ikke genopstillede, fik hans liste stemmer.

Per Zeidler valgt ikke at genopstille til kommunalvalget, efter det i medierne kom frem, at han deltog i gangbang-sexfester i stedet for at deltage i byrådsmøde. (Foto: Camilla rønde © Scanpix)

15 stemmer.

Det var, hvad det kunne blive til for "Syddjurs største politiker" Per Zeidler og hans listeparti Social Liberal Borgerliste.

Per Zeidler sygemeldte sig tidligere på måneden fra byrådet i Syddjurs og valgte ikke at genopstille til kommunalvalget, da det kom frem, at han deltog i en række gangbang-sexfester.

Men hans navn kunne ikke nå at blive fjernet fra stemmesedlerne inden valget i går, og helt forbigået blev hans liste altså ikke.

Det var Aarhus Stiftstidende, der bragte en historie om, at Per Zeidler var involveret i arrangementer i et forsamlingshus, hvor deltagerne kunne købe sig til gruppesex, og at han udeblev fra et byrådsmøde den 25. oktober for at deltage i et af arrangementerne.

Social Liberal Borgerliste består ud over Per Zeidler af hans søn Christian G. Zeidler, og da de personlige stemmer endnu ikke er talt op, er det ikke til at vide, hvor mange stemmer, de henholdsvis har fået.

Men med 15 stemmer, som svarer til 0,1 procent af stemmerne, er der langt til en plads i byrådet i Syddjurs Byråd, som har i alt 27 medlemmer. Det kræver omkring 3,7 procent at få et mandat.

Da Per Zeidler ved kommunalvalget i 2013 stillede op som spidskandidat for Liberal Alliance, fik han 434 personlige stemmer.

Politiet har i forbindelse med arrangementerne i forsamlingshuset sigtet to mænd fra henholdsvis Syddjurs og Vejle for rufferi, men har ikke ønsket at be- eller afkræfte, om Per Zeidler er en af de sigtede.

Facebook
Twitter