Alle - røde som blå - bakker op: Karsten Søndergaard er borgmester i Egedal

Endnu engang er der bred politisk opbakning om en Venstre-borgmester i Egedal.

Karsten Søndergaard (V) fortsætter som borgmester efter kommunalvalget.

Alle partier i det nye byråd i Egedal har indgået en konstitueringsaftale, hvor det er Venstres Karsten Søndergaard, der skal fortsætte i spidsen som borgmester, oplyser Egedal Kommune.

Venstre-manden arvede i januar posten fra Willy Eliasen (V), som på det tidspunkt var landets ældste borgmester, og som valgte at trække sig tilbage til en menig post i byrådet.

Og med valgresultatet, hvor Venstre fik 27,4 procent af stemmerne, kan Karsten Søndergaard (V) altså fortsætte som borgmester.

Bred opbakning

Ligesom det har været tilfældet de seneste fire år, er alle partier i den nye kommunalbestyrelse med i aftalen om fordelingen af borgmester- og udvalgsposter.

- Der var spænding til det sidste, men jeg er rigtig glad for, at vi nu har indgået en bred konstitueringsaftale med mig som borgmester og med plads til alle i Økonomiudvalget. Jeg vil gøre alt for, at vi kan fortsætte det gode, brede samarbejde i byrådet de næste fire år, så Egedal kan blive et rigtigt godt sted at bo og arbejde, siger Karsten Søndergaard på kommunens hjemmeside.

Socialdemokratiet får kommunens 1. viceborgmesterpost, mens Liberal Alliance får 2. viceborgmesterposten.

Mandaterne i Egedal Kommune fordeler sig således:

  • Venstre: 6

  • Socialdemokratiet: 6

  • Konservative: 2

  • Radikale Venstre: 3

  • Dansk Folkeparti: 2

  • Socialistisk Folkeparti: 1

  • Liberal Alliance: 1