Faktatjek: Får du råd til en bil for Vanopslaghs skattelettelser?

Alex Vanopslagh får svært ved at finde en bil, der er så billig i drift, at den kan betales for de skattelettelser, han lover.

Rundt om i hovedstaden har københavnske cyklister fundet deres sadler beklædt med et betræk, hvor valgløftet lyder:

”Få råd til en bil. Stem på Alex Vanopslagh”.

Et fristende tilbud - ikke mindst på en regnvåd, kold og klam novemberdag med modvind på cykelstierne. Men Liberal Alliances unge spidskandidat får svært ved at leve op til valgløftet om, at københavnerne får råd til en ny bil, selv hvis det skulle lykkes ham at få gennemført sin bebudede politik om at få kommuneskatten sænket fra det nuværende niveau på 23,8 procent til 20 procent i 2025.

Cepos' beregninger for sænkede skatter

Den borgerligt- liberale tænketank Cepos har regnet på de økonomiske gevinster for københavnerne i tilfælde af sådan en skattesænkning:

  • En enlig LO-medarbejder uden børn, der bor til leje vil få 8.742 kr. mere udbetalt om året.

  • Et LO-par med 2 børn, der ejer deres egen bolig, vil få 15.579 kr. ekstra om året.

  • En direktørfamilie med 2 børn og ejerbolig vil få 44.046 kr. ekstra udbetalt om året.

Detektor har undersøgt Cepos' beregninger, og de følger de normale regnemetoder. Men når man spørger bilejernes organisation FDM, kan det være svært at få råd til en bil for de penge.

Her er nogle beregninger på biler i forskellig prisklasse: priserne er fra i år og medregner alle omkostninger - altså alt fra benzin, afgifter, vedligehold og dæk og ikke mindst omkostninger i forbindelse med lån.

Ny bil til:

  • 100.000 kroner koster årligt 55.333 kroner

  • 150.000 kroner koster årligt 65.509 kroner

  • 200.000 kroner koster årligt 76.504 kroner

  • 275.000 kroner koster årligt 88.697 kroner

  • 300.000 kroner koster årligt 103.968 kroner

Hvis man tager de udgifter og sammenholder dem med indtægterne fra den lovede skattelettelse, er der ikke en eneste af familierne i Alex Vanopslaghs regneeksempel, der får råd til at have selv den billigste bil - ikke engang direktørfamilien!

Men hvis man finder en gammel bil hos en brugtbilsforhandler, så ser det ud til, at det kan lade sig gøre. Vi bad FDM regne på udgifterne til den mest skrabede bil, de kunne finde hos en bilforhandler, som vel at mærke stadig var lovlig at køre i.

Fandt en gammel VW Golf

FDM fandt den en VW Golf fra 2001, der har kørt 234.000 km. Den koster 19.900 kr og vil - alt inklusiv - løbe op i en årlig udgift på 41.518 kr.

Alex Vanopslagh har dog svært ved at se sammenhængen. Han mener, at valgløftet skal forstås sådan, at folk i forvejen har nogle penge til overs i budgettet, og når de så får en skattelettelse, så får de råd til en bil.

- Det viser, at det er noget vrøvl, som I har sat op. Med jeres logik har ingen direktørfamilie råd til en bil, og selv når vi så har givet dem på 44.000 kroner ekstra i skattelettelse, så har de kun råd til denne her lille bil, og det er selvfølgelig noget vrøvl.

- Vi har fremlagt en ambitiøs plan for hvordan vi sænker skatten for københavnerne, og for en helt almindelig funktionærfamilie vil det give 25.000 kroner ekstra om året, og for langt de fleste vil det betyde, at oven i det de har i forvejen, vil de få råd til en bil. Men hvis ikke de har råd til en bil, så er det heller ikke noget, der rør mig. Om folk bruger pengene på en cykel, på en ekstra ferie eller på balloner, det er jeg sådan set ligeglad med, det vigtige er bare, at skatten kommer ned.

Se aftenens Detektor-udsendelse med Alex Vanopslagh på DR2 kl. 23.01 eller klik her og se alle Detektors udsendelser om kommunalvalget.

Facebook
Twitter