Efter lange forhandlinger: Lokalliste snupper borgmesterkæde på Fanø

Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste bliver ø-kommunens nye borgmester.

Foto: Fanø Kommune og Bent Esbensen.

Fanø Kommune har fået en ny borgmester.

Efter lange forhandlinger står det nu klart, at Venstres Erik Nørreby mister borgmesterkæden, selvom Venstre er øens største parti.

Den nye borgmester bliver Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste.

Hun har skabt et flertal bag sig med støtte fra de konservative, SF og Alternativet.

Umiddelbart kan det lyde, som en broget flok, men Kristine Kaas Krog mener sagtens, at de kan samarbejde.

- Vi har valgt at samle os under overskriften: "En grønnere og mere bæredygtig udvikling for Fanø". Og jeg ser flere fællesnævnere end forskelligheder blandt partierne, når det er under den overskrift, siger hun.

Fanø Lokalliste har to mandater, mens Konservative har to mandater. SF og Alternativet har hvert et mandat.

Kristine Kaas Krog erstatter Venstres Erik Nørreby, der har været borgmester på Fanø i 12 år.

Han gik mærkbart tilbage i personlige stemmetal i 2013, hvor partiet mistede et af fem mandater. Ved gårsdagens valg mistede Venstre yderligere ét mandat.

Fanø Lokalliste gik derimod ét mandat frem, og så kom Alternativet ind i byrådet med ét mandat, og det blev altså afgørende.

Tidligere på dagen måtte Erik Nørreby erkende, at det så meget svært ud at samle et flertal bag sig.

- Der er nok nogen, der synes, at den politik, vi har ført, skulle have været drejet en anelse i en anden retning. Det undrer mig egentlig en smule, for vi har haft fremgang i antal indbyggere, og turismen boomer.

Sådan fordeler mandaterne sig på Fanø

  • Venstre: 3 mandater
  • Fanø Lokalliste: 2 mandater
  • Konservative: 2 mandater
  • Socialdemokratiet: 1 mandat
  • SF - Socialistisk Folkeparti: 1 mandat
  • Alternativet: 1 mandat
  • Miljølisten: 1 mandat
  • Vadehavslisten: 0 mandater
  • Dansk Folkeparti: 0 mandater
  • Sammenhold: 0 mandater

Resultater og Kommuneportræt

Se alle resultater

Bliv klogere på Fanø