Tema Lokale løsninger

Når verdens skrald skyller op på Fanø, fjerner Peter det

På mindre end et år har Peter Michelsen fjernet 8 tons skrald fra Fanøs strande.

Et fjernsyn. Dunke med spildolie. Tusindvis af balloner.

Det er blot nogle af de ting, som Peter Michelsen hver eneste dag samler op fra Fanøs strande. På under et år har han indsamlet intet mindre end otte tons affald.

- Min familie og jeg går ofte på stranden for at samle rav. Det er simpelthen super frustrerende at gå der på stranden, og så er den fuld af skrald. Derfor samler jeg det altid op, siger Peter Michelsen.

Hvis alle samlede otte tons ind i alle kommuner langs strækningen, så ville vi få fjernet rigtig meget af det, som jo også ryger tilbage ud i vores have.

Preben Friis-Hauge, formand KIMO Danmark

Indsatsen stopper dog ikke der. Dagligt kører Peter Michelsen rundt på Fanøs strande og uddeler såkaldte 'Havmiljøvogterposer'. Det betyder, at besøgende på stranden blot behøver at indsamle deres skrald i posen, binde en knude på den og efterlade den på stranden, så kommer Peter forbi i sin Toyota, samler posen op og får disponeret affaldet.

På mindre end et år har han og familien uddelt og indsamlet mere end 4.500 havmiljøvogterposer.

- Efterhånden er folk selv begyndt at henvende sig. "Har du ikke et par strandposer, Peter," spørger de, og jo, det har jeg altid med mig, siger Peter Michelsen.

I en kampagne fra Søværnets Havmiljøvogter, skriver de, at affald på Danmarks kyster er et stigende problem. Ikke nok med, at de mange emballager, tomme flasker og plastikrester i alle afskygninger er med til at skæmme stranden, så udgør det også en trussel for både fugle og fisk, der risikerer at blive viklet ind i affald eller spise sig syge i plastrester.

Opklarer skraldemysterier

Når han ikke bruger sine vågne timer på at samle affald og dele affaldsposer ud til strandens mange besøgende, så sidder Peter ved sin computer og prøver at opklare, hvor de mange stykker affald stammer fra. Fra tidlig morgenstund googler han sig gennem skibsdatabaser, kemiske manualer og vejrdata.

- En ting er af samle en masse affald, en anden ting er at tænke, hvordan vi løser problemer, siger han.

I flere tilfælde har søgningen efter ophavsmænd givet pote. En ballon kunne spores tilbage til et åbningsarrangement på et pizzeria i Skegness, England, mens en kemikaliedunk kunne spores direkte tilbage til en fransk fiskekutter.

- Jeg kontakter dem på mail. Selvom jeg måske ikke hører et svar fra dem, så håber jeg, at de tænker over, at der sidder en mand i Danmark og holder øje med dem. Næste gang kommer de nok ikke til at smide affald over bord, siger Peter Michelsen.

På samme måde deler Peter gerne erfaringer med organisationer, kommuner og andre, der er interesserede i at vide, hvordan man kan skåne miljøet. Et af Peters forslag er blandt andet at indføre en pantordning på fiskernes gummihandsker, så de ikke bliver kastet over bord.

Blandt de mere kuriøse fund på stranden har Peter Michélsen fundet dette fjernsyn, der stammer fra en hollandsk fiskekutter. (Foto: (privatfoto))

Vestkysten er hårdest ramt

Historien om Peter Michelsen projekt er også fortællingen om, hvor meget skrald, der rent faktisk flyder rundt i verdens have.

Vestkysten bliver hårdest ramt
  • I 2015 foretog Aarhus Universitet en undersøgelse af affald på danske strande
  • Fire strande blev sat under lup, og tre gange i løbet af året blev der opmålt et 100 meter langt felt, hvori alt skraldet blev registreret.
  • De fire strande var fordelt mellem to på østkysten - en i Køge Bugt og en anden i på Falster - og to på vestkysten - en i Skagen og den anden i Nymindegab.
  • Værst stod det til i Skagen, hvor der blev fundet mellem 2146 og 9137 stykker skrald, mens andenpladsen gik til Nymindegab, hvor der blev fundet mellem 191 og 413 stykker skrald.
  • Læs hele rapporten her.

Det mener Jakob Strand, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience (marin økologi) på Aarhus Universitet. Han er slet ikke overrasket over, at det er lykkedes én mand at samle otte tons skrald ind på under et år.

- Det er et generelt billede for hele Vestkysten og op til Skagen, hvor problemet kan være endnu større, siger han.

I 2015 blev Jakob Strand involveret i et projekt, der begyndte at undersøge, hvor meget og hvilken slags skrald, der ligger på danske strande.

Værst stod det til på Vestkysten, hvor der blev fundet mest skrald i Skagen, mens Nymindegab 40 til 50 kilometer fra Fanø indtog en andenplads.

- Der er generelt væsentligt mere skrald på kysterne i Nordsøen og Skagerrak. Det skyldes jo, at plastik føres over lange afstande, og grundet havstrømmene i Nordsøen føres det op fra den sydlige del og ender langs på kysten hele vejen op til Skagerrak, forklarer han.

En rapport udarbejdet for Nordisk Ministerråd - som Jakob Strand også bidrog til - viste samme billede. At det særligt at de vestligt beliggende kystområder i Sverige og Danmark, der får mest skrald.

På under et år har Peter Michelsen samlet mere end otte tons affald sammen på Fanøs strande. (Foto: (privatfoto))

Hos Kommunernes Internationale Miljøorganisation (KIMO) Danmark, er skrald på strande og kyster et af flere fokusområder. KIMO har tidligere undersøgt, hvor store mængder skrald, de 11 kommuner langs vestkysten fjernede i årene fra 2007 til 2009. I gennemsnit lå omfanget på 1.000 tons, og organisationen vurderer, at det ikke har ændret sig nævneværdigt siden.

Derfor sætter KIMO Danmarks formand Preben Friis-Hauge også meget stor pris på indsatsen fra Peter Michelsen.

- Peter er et godt eksempel på, at det er vigtigt, der gøres noget. Han har taget sagen i egen hånd, og vi kan kun opfordre til, at Fanø Kommune (som også er en del af KIMO Danmark, red.) bakker ham op, forklarer Preben Friis-Hauge, der er kandidat for Venstre til både byrådet i Varde Kommune og regionsrådet i Region Syddanmark.

- Hvis alle samlede otte tons ind i alle kommuner langs strækningen, så ville vi få fjernet rigtig meget af det, som jo også ryger tilbage ud i vores have.

Fik initiativpris af kommune

I Fanø Kommune er der også stor glæde over Peter Michelsens initiativ.

Peters mest spektakulære fund
  • Et fjernsyn
  • Spande fyldt med spildolie
  • Hundredvis af kemikaliedunke, flere med indhold
  • Brugte meteorologiske vejrballoner med måleudstyr
  • Fyldte malerbøtter
  • Nødraketter

Det kom blandt andet til udtryk, da kommunen tidligere i år tildelte ham en initiativpris medfølgende 20.000 kroner.

Kristine Kaas Krog, der er formand for Erhvervs-, Natur- og Teknikudvalget for Fanø Lokalliste, forklarer, at kommunen har et stort problem med affald, der flyder op på strandene fra havet. Hendes lægmandsvurdering er - ligesom KIMO Danmarks - at der ikke er sket nogen bedring i de seneste år.

- Derfor er Peters indsats jo en kæmpe hjælp i den forstand, at han konkret fjerner problemet med skrald på stranden. Men derudover får han også turisterne aktiveret med at passe på vores ø, så det giver en helt håndgribelig forståelse af, at vi skal passe på naturen. Og det giver vores mange besøgende et følelsesmæssigt ejerforhold til stranden. Så Peters arbejde er uvurderligt, forklarer hun.

- Og på et tredje plan kan det forhåbentligt også være med til at sætte fokus på, at det her er et problem.

Fanø Kommune har derfor også inviteret Peter Michelsen til et møde om, hvordan kommunen og projekt Ren Strand Fanø bedst kan understøtte hinanden i kampen for affaldsfrie strande.

Og noget tyder på, at Peter Michelsen er opsat på at fortsætte kampen mod den megen affald på Fanøs strande.

- Jeg bruger alt min tid på det her, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Jeg har masser af gode idéer til, hvordan vi kan få noget af det stoppet. Jeg håber, at jeg kan være med til at sætte opmærksomhed på det her problem, så folk tænker sig om en eksta gang, inden de smider affald i havet, siger han.

Top ti over affaldsfund ved Vestkysten i 2015

  • Plastik/flamingo (2,5 - 50 cm)
  • Snor (over 1 cm.)
  • Plastik fra vatpinde
  • Plastik-kapsler/låg
  • Balloner
  • Slikpapir og slikkepinde
  • Reb (mindre end 1 cm.)
  • Skumsvampe
  • Patronhylstre
  • Plastikmadkasser

Kilde: Status on beach litter monitoring in Denmark 2015, Aarhus Universitet

Resultater og Kommuneportræt

Se alle resultater

Bliv klogere på Fanø