Fem røde og en blå: De fik borgmesterposten i de seks største byer

De fleste borgmestre i de store byer er gengangere.

Borgmestrene i de tre største byer Københavns overborgmester Frank Jensen (S), Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Stemmerne er talt op og den spændende kamp, om hvem der de næste fire år skal bære borgmesterkæderne i landets seks største byer, er slut.

I de fleste byer bliver det et gensyn for borgerne, som bortset fra Esbjerg kan se frem til en socialdemokratisk borgmester.

Få et overblik her:

København: I København genvinder den socialdemokratiske Frank Jensen titlen som overborgmester.

Alternativet får samtidig en fagborgmesterpost, som spidskandidat Niko Grünefeld skal stå i spidsen for, mens Dansk Folkeparti mister kulturborgmesterposten, som Carl Christian Ebbesen (DF) har siddet på siden valget i 2013.

På Københavns Rådhus skal de seks fagborgmesterposter i kommunen nu fordeles på følgende måde: Enhedslisten vælger som nummer to, og her har Ninna Hedeager Olsen valgt posten som teknik- og miljøborgmester. Socialdemokratiet vælger som nummer tre, Alternativet vælger som nummer fire, Venstre vælger som nummer fem, Radikale vælger som nummer seks, og SF vælger som nummer syv.

Klik på play.

Aarhus: I landets andenstørste by er det også en genganger, da borgmesterposten igen går til Jacob Bundsgaard (S). Efter stemmerne er blevet talt op, er det tydeligt, at Aarhus er blevet endnu mere rød.

Partierne i det røde valgforbund gik frem med et mandat til 21 ud af byrådets 31 pladser. Socialdemokratiet har uændret 13 pladser, mens SF går frem fra to til tre pladser.

Der bliver stadig forhandlet om, hvem der skal være rådmænd i Aarhus.

Klik på play.

Odense: I Odense blev det også en sejr til Socialdemokratiet og endda en overbevisende en, og Peter Rahbæk Juel (S) kan igen kalde sig borgmester i Odense.

Partiet er gået fra 9 til 13 mandater i byrådet. Det kostede dog for hans støttepartier, hvor både Enhedslisten og SF er gået tilbage.

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Aalborg: I Nordjyllands største kommune, Aalborg, er Thomas Kastrup-Larsen (S) blevet genvalgt som borgmester. Socialdemokratiet går hele fem mandater frem og sætter sig dermed på 17 ud af 31 taburetter i byrådssalen med absolut flertal.

Modsat går Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance hvert et mandat tilbage. For både SF og Liberal Alliance betyder det, at de er sat ud af spillet i Aalborg Kommune, da ingen af dem får genvalg til byrådet.

Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Esbjerg: Det var med en kneben sejr over rød blok, at Jesper Frost (V) nu kan kalde sig Esbjergs nye borgmester. Her fik blå blok 16 mandater mod rød bloks 15 mandater.

Det endte med en konstitueringsaftale mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og det nye parti, Borgerlisten.

Jesper Frost tager over efter partifællen Johnny Søtrup, som stopper som borgmester efter 24 år.

Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg (Foto: Chresten Bergh © Scanpix)

Randers: Også i Randers blev det til en sejr til Socialdemokratiet, som tager borgmesterposten fra Venstre-politikeren Claus Omann Jensen. Her hedder den nye borgmester Torben Hansen (S).

Byrådet i Randers er kendt for en usædvanligt hård tone mellem byrødderne, men det vil Torben Hansen nu gøre op med, siger han.

Socialdemokratiet går frem med fem mandater til 13 ud af byrådets 31 mandater, efter partiet fik 37,8 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 6,4 procentpoint. Venstre går derimod tilbage med fire mandater, så partiet nu har ni pladser i byrådet.

Torben Hansen (S) (th.), borgmester i Randers. (Foto: Annelene Petersen © Scanpix)

Den prestigefyldte formandspost i Kommunernes Landsforening (KL) bliver også overtaget en socialdemokrat.

Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), har ellers siddet for bordenden i de seneste fire år, men må trods sit genvalg som borgmester overdrage KL-formandsposten til Socialdemokratiet, som efter gårsdagens kommunalvalg har flest pladser i KL's bestyrelse med syv ud af 17.