Flere kommunalpolitikere dropper hvert fjerde byrådsmøde

Mens nogle byrådsmedlemmer stort set ikke har fravær, så har en håndfuld politikere i hovedstadsområdet mere end 25 procents fravær.

Der afholdes typisk byrådsmøde en gang om måneden. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Der er stor forskel på, hvor mange gange lokalpolitikerne i hovedstadsområdet er udeblevet fra møder i byråd og kommunalbestyrelser, siden de blev valgt ind sidste gang.

For mens nogle stort ikke har sprunget et eneste møde over, så er der også eksempler på politikere, der har droppet hvert fjerde og hvert tredje møde - uden, at der er tale om sygdom. I alt har 35 ud af 733 kommunalpolitikere mere end 15 procents fravær ved møderne.

FRAVÆR

En gennemgang af referater fra samtlige møder i hovedstadsområdets 33 byråd og kommunalbestyrelser siden kommunalvalget i 2013 og frem til 31. august 2017 viser, at 35 ud af 733 kommunalpolitikere har mere end 15 procents fravær ved møderne.

En kommunalpolitiker modtager et årligt vederlag på omkring 90.000 kroner. Beløbet afhænger af borgmesterens løn og kommunens størrelse.

Dertil kommer vederlag for poster i fagpolitiske udvalg.

Det viser en optælling af fraværet ved samtlige byråds- og kommunalbestyrelsesmøder siden seneste kommunalvalg og frem til og med august i år i hovedstadsområdets 33 kommuner.

Og det er problematisk, når politikerne dropper op til en tredjedel af byrådsmøderne, siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det er to-tre gange et normalt fravær på arbejdsmarkedet, så det er meget højt. Principielt er der mødepligt, og der findes også regler, der gør det muligt at standse eller nedsætte vederlaget, hvis en politiker har meget fravær.

Selvom mange politiske beslutninger i kommunerne bliver truffet i de fagpolitiske udvalg, så er byråd- og kommunalbestyrelsesmøderne vigtige, understreger Roger Buch:

- Byrådsmøderne er på ingen måde ligegyldige. Det er jo der medierne og offentligheden kan følge med i, hvad der foregår, og kan give til kende, hvis de er uenige.

Topscorer genopstiller

Den hovedstadspolitiker med mest fravær er Brian Holm, der er valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Konservative. Han er udeblevet fra mere end hvert tredje byrådsmøde. Det skyldes mange rejsedage i forbindelse med sit job som direktør for et cykelhold, forklarer han. Og det høje fravær ændrer ikke ved, at partiet bakker op om hans genopstilling ved det kommende kommunalvalg, understregner Flemming Brank, gruppeformand for Konservative på Frederiksberg:

- Det kan vi sagtens forsvare. Lokalpolitik består ikke kun af byrådsmøder, det foregår også på mail, når vi snakker med borgerne, og når vi er ude i byen, og der er Brian myreflittig, siger gruppeformanden.

Ved seneste kommunalvalg strøg Brian Holm ind i byrådet som den konservative kandidat med næstflest personlige stemmer på Frederiksberg. Og han er en vigtig kandidat for partiet, mener Flemming Brank:

- Vores liste er bred, og der skal også være folk fra det private erhvervsliv som Brian, der er direktør. Selvom han har mange rejsedage, er han et aktiv, og jeg er personligt glad for, at han genopstiller.

Arbejde vigtigere end politik

En anden politiker med meget fravær ved byrådsmøderne er Thomas Stokholm fra Liberal Alliance, der er valgt ind i kommunalbestyrelsen i Lejre. Han har droppet mere end hvert fjerde byrådsmøde i denne valgperiode. Det skyldes, at han på et tidspunkt fik aftenarbejde, der lå oven i møderne i kommunalbestyrelsen, forklarer han.

- Til gengæld havde jeg formiddagen til at forberede mig, så jeg har sagtens kunnet komme med mine inputs og holde mig orienteret, selvom jeg ikke kom til møderne.

Selvom lokalpolitikere modtager vederlag for at sidde i kommunalbestyrelser og byråd, så er det helt rimeligt, at man som politiker prioriterer arbejde over politiske møder, mener Thomas Stokholm:

- Det kan godt være, at man får penge for det, men det er stadig en fritidsbeskæftigelse og noget, der udgør en meget lille del af ens samlede indtægt.

Han efterlyser samtidig en debat om, hvordan man gør arbejdet som lokalpolitiker mere fleksibelt:

- Det er supervigtigt, at kommunalbestyrelsen er repræsenteret af andre end folkeskolelærere og pensionister, så der er behov for at kigge på, hvordan man kan gøre det muligt for folk fra det private erhvervsliv at deltage i det politiske arbejde.