Tema Lokale løsninger

Lønstrup opstod med fiskeriet. Der er ikke ikke langt fra stranden til Danmarks største stenrev, hvor fiskeribetingelserne er særligt gode. i 1900'erne var der registreret mere end 100 fiskere. Om sommeren blev der fanget sorte hummere, mens der blev fanget torsk om vinteren.

I dag bærer byen stadig præg af at være en fiskerby på trods af, at den sidste erhvervsfisker stoppede i 1984. Husene står tættere, og der findes et reelt bycentrum i modsætning til mange andre byer på vestkysten, fortæller Svend Bjørnager, en af byens ildsjæle.

Svend Bjørnager foran båden Anne. Han kom til Lønstrup for mere end 30 år siden for at fiske. Nu kæmper han for at byen holder fast i sin maritime identitet. (Foto: Martin Fält © Dr)

Han kom til Lønstrup for mere end 30 år siden for at fiske.

Spil- og madpakkehus
  • På stranden i Lønstrup lå et forfaldent spilhus. Dette er nu blevet genopført.
  • Spilhuset skal skabe rammer for formidling af kystkulturhistorien.
  • Selve spillet er opstillet i et adskilt rum og skal anvendes så snart anlæggelsen af en ny kystlanding er blevet etableret.
  • Projektet har fået økonomisk støtte af Realdanias "byggeriets ildsjæle"-kampagne, FiskeriLAG Nord samt lokale sponsorater
  • Frivillige har hjulpet med at bygge, male og indrette spilhuset.

- I landsbyerne spørger de altid til ens ophav. Hvis du er fra en god familie, så er du god nok, ellers ikke. Sådan er det ikke med fiskere. Kan man finde ud af at knokle, er du god nok, siger Svend Bjørnager.

Og knokle, det kunne Svend Bjørnager. Hurtigt vandt han respekt blandt byens andre fiskere, selvom de var nogle hårde karle. I dag er fiskeriet stort set væk fra byen, men Svend kæmper for, at byen holder fast i sin identitet som fiskerby.

- For at holde gang i udviklingen i byen er det vigtigt, at vi holder fast i vores identitet. Vi skal kende vores historie, og vi skal bruge den, siger Svend Bjørnager.

Senest har han arbejdet for at få genetableret et spil- og madpakkehus på stranden. Spilhuset skal bruges til at trække fiskerbåde op på stranden, så snart kystlandingen er blevet etableret igen. En del af huset er et såkaldt madpakkehus. Det var en idé, som Svend Bjørnager fandt på.

Til venstre ses båden Marly. Den er bygget i Lønstrup i 1955 og har været brugt til erhvervsfiskeri til midt i 70'erne. Bådlauget i Lønstrup købte båden i 1996, og de ti medlemmer har 11 år på at give båden en gennemgribende renovering. Til højre ses spilhuset. Når kystsikringen er færdig vil den blive brugt til at trække fiskerbåde op på stranden. (Foto: Martin Fält © (c) DR)

Stormen i 1981
  • Den 24. november 1981 blev Lønstrup ramt hårdt af en efterårsstorm.
  • Da stormen havde lagt sig var 35 meter af stranden væk, og havet havde efterladt et 10 meter dybt krater, hvor bådepladsen og stranden havde været.
  • De store ødelæggelser fik daværende statsminister Anker Jørgensen (S) til at love kystsikring.
  • Store norske granitblokke blev anbragt som en række parallelhøfder nedenfor den stejle klint.
  • Stranden bliver hvert år fodret med store mængder sand, men arret fra 1981 er stadig tydeligt.

Kilde: Nordjyske

- Så kan man komme og nyde sin madpakke, mens man samtidigt får fortalt historien om Lønstrups fiskerkultur, siger han.

Ganske få meter fra det nyopstillede spil- og madpakkehus står den gamle redningsstation. Da stormen ramte i 1981 var stationen ganske få meter fra at falde i havet.

Inde i bygningen finder man en fiskeriudstilling, som Svend Bjørnager med resten af den lokale fiskeriforening har været med til at etablere. Men hovedattraktionen er den flotte fiskerbåd Marly. Båden er bygget på Lønstrup Bådbyggeri. Efter mange års brug som erhvervsfiskerbåd er den nu blevet overtaget af det 10-mand stærke bådlaug. De har renoveret båden fra agter til stævn.

De mange initiativer ved kystlandingspladsen i Lønstrup har nydt stor opbakning blandt befolkningen i byen. Flere har været med til at sponsorere byggematerialer og maling, andre har givet en hånd med.

Historien om kystlandingspladsen i Lønstrup er på ingen måde enestående. Overalt i landet knokler lokale ildsjæle for at bevare lokal bygningskulturarv, der ellers risikerer at stå hen og blive tabt for eftertiden.

Farvandet ud for Lønstrup er ikke for sarte sjæle. Derfor var Lønstrup også et af de første steder i landet, der fik en redningsstation. Det var i 1852. I dag er der blandt andet fiskeriudstilling på redningsstationen og man kan få et nærmere kig på bådlaugets båd Marly. (Foto: Martin Fält © Dr)

Kulturmiljøer rummer værdi

På Arkitektskolen Aarhus har en arbejdsgruppe undersøgt og værdisat 900 såkaldte kulturmiljøer.

Et kulturmiljø er et område, der i sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling, og indeholder en historisk sammenhæng mellem bebyggelse og stedets fortælling.

Den kollektive hukommelse er vigtig for ethvert samfund, og der har vi en gave i de gamle bygninger.

Mogens Morgen, professor og arkitekt

Det forklarer Mogens A. Morgen, der er fagligt ansvarlig for projektet på arkitektskolen og professor. Det, som er med til at forankre et kulturmiljø, er lokale fortællinger. Og dem er der potentiale i.

- På et politisk niveau kan der være god økonomi i at få fortalt de lokale historier. De kan tiltrække turisme, bosætning, kulturbegivenheder og erhverv, siger han.

Kulturmiljø
  • Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der i sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.
  • Et kulturmiljø omfatter ikke kun enkeltstående bygninger og kulturarvselementer, men er bebyggede helheder såsom landsbyer, fiskerlejer, boligområder, fabrikker og lignende.
  • Der er en historisk sammenhæng mellem bebyggelse og stedets fortælling.
  • Kulturmiljøets værdi afhænger ikke alene af miljøets alder og fysiske tilstand, men især af den fortællekraft, som kulturmiljøet rummer.

Kilde: Arkitektskolen Aarhus

I en analyse lavet for Realdania, konkluderede konsulentbureauet Incentive, at to tredjedele af alle turister i Ribe kommer grundet bygningsarven, hvilket skaber en ekstra omsætning på 93 millioner kroner for erhvervslivet. Noget som skaber 136 ekstra arbejdspladser. Derudover er salgspriserne på bevaringsværdige huse og huse i nærheden af bevaringsværdige miljøer højere end normalt.

Kulturmiljøerne handler ifølge Mogens A. Morgen ikke bare om vores historie, men på mange måder også om, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Mens det for nogen kan virke ubetydeligt, om der står et fiskerskur på stranden, den gamle remise bliver renoveret eller landsbymøller bliver lavet til et kulturcenter, så er historien om bygningen og den fortælling bygningen indeholder umanerlig vigtigt, fortæller Morgens A. Morgen.

- Bygningerne rummer en kollektiv hukommelse, som kun kan blive italesat ved at blive aktiveret. Den kollektive hukommelse er vigtig for ethvert samfund, og der har vi en gave i de gamle bygninger, siger han.

Kvinderne på motorfabrikken

Sammen med Lone Søndergaard og Julie Skaar har Nina Rydahl Andersen købt den gamle skibsmotorfabrik på haven i Marstal. (Foto: Martin Fält © Dr)

Den 12. juli 1946 købte fabrikant Aage Hansen savværket på Ærø Havn, og rykkede Motorfabrikken "Marstal" ind i bygningen. Det var starten på et stykke lokal industrihistorie. De populære benzinmotorer blev solgt i hele det danske kongerige, og var især populære på Grønland og Færøerne, hvor pålidelighedskravet til motorerne var ekstra højt. Mange af byens mænd var ansat på fabrikken - hvad de gamle lærlingebøger vidner om.

Motorfabrikken Marstal
  • I januar 2017 købte de tre veninder Julie, Nina og Lone den gamle motorfabrik på havnen i Marstal for 1000 kroner.
  • De er nu gået igang med at renovere stedet med hjælp fra frivillige.
  • I fremtiden skal stedet blandt andet være et konferencecenter, motorudstilling, maker space og værksted.

Alting varer dog ikke evigt, og i 1992 gik fabrikken med dets nye ejer Finn Ligaard konkurs. I 2017 blev fabrikken ramt af endnu en konkurs og stod derfor ubenyttet hen.

Det skulle en tvangsauktion og tre idérige veninder lave om på.

Den ene er jordmoder, den anden er tv-tilrettelægger, og den sidste er iværksætter, og så bor og arbejder de alle tre i København. Alle tre er dog født på Ærø, og har dyrket forbindelsen til hjemstavnen i Ærøforeningen i København.

Med en god portion hjemstavnskærlighed besluttede Lone, Nina og Julie sig for at købe fabrikken.

- Lone ringede og spurgte, om vi ikke skulle prøve at købe motorfabrikken. Der er ingen af os tre, der har erfaring med håndværk og vi er heller ikke erhvervstyper, men vi er projektmennesker. Vi troede, og tror stadig på, at det her kan lade sig gøre, fortæller Nina Rydahl Andersen.

Værktøj, skruer og motordele hænger uberørt på fabrikken. Frivillige kategoriser hver enkelt del, så det kan komme op og hænge igen efter restaureringen af værkstedet. (Foto: Martin Fält © Dr)

Det skal handle om motorer, Marstal eller noget maritimt. Så hører det hjemme her.

Nina Rydahl Andersen

Fabrikkens pris på tvangsauktionen endte på 1.000 kroner. Allerede inden de tre nye fabriksejere havde forladt retten, var rygtet spredt sig på Ærø. Kort efter det blev der dannet en støtteforening, hvor medlemstallet i dag har passeret de 230. Flere af medlemmerne arbejder frivilligt på at restaurere den gamle motorfabrik.

- Der er mange, der gerne vil være med til at stoppe bygningens forfald. Der er en enorm stolthed over bygningen og den historie, som den symboliserer. Derfor tror jeg, mange gerne vil hjælpe med at sætte bygningen i stand, fortæller Nina Rydahl Andersen.

Og selvom fabrikken ikke skal genetableres som en egentlig fabrik, har det været vigtigt for de tre ejere, at bygningen for lov til at bevare sin historie.

- Vi har nedskrevet tre dogmer, så vi sikrer os, at de aktiviteter, der udspringer fra fabrikken, har forbindelse til bygningens historie, siger Nina Rydahl Andersen og remser op:

- Det skal handle om motorer, Marstal eller noget maritimt. Så hører det hjemme her. Der er vigtig for os, at det ikke bare bliver en enklave for os tre københavner-damer.

Metalstøv, olierester og savsmuld præger motorfabrikken lige nu. (Foto: Martin Fält © Dr)

Det er dog ikke meningen, at stedet udelukkende skal være et minde om Marstal Motorfabriks storhedstid. I fremtiden vil stedet blive lavet om til et konferencecenter, motorudstilling og et såkaldt "makerspace", hvor opfindere og kreative sjæle kan sætte idéer til værks.

På trods af planerne for stedet, er det vigtigt for de tre ejere, at fabrikken bevarer sin forankring i det lokale. De gamle lærlinge på fabrikken, og som nu er pensionister, skal have lov til at komme og benytte sig af faciliteterne og maskinerne på værkstedet, så ofte de har lyst, så længe de er med til at fortælle om fabrikkens historie.

- Hvis vi havde vi tre havde stået her med en fabrik og ikke havde haft hånd i nerven, så havde det bare været noget gammelt bras. Uden de frivillige til at fortælle historien vil det her ikke lykkes, siger Nina Rydahl Andersen.

Og når de frivillige dukker op for at give en hånd med, så er det ikke kun for at hjælpe de tre fabriksejere. Det handler ligeså meget om at få gang i byen.

- Jeg tror, at der er så stor lokal opbakning til projektet, fordi de lokale gerne vil have mere gang i erhvervslivet. Du får kun folk til at flytte til Ærø, hvis de har et arbejde, siger Nina Rydahl Andersen.

På trods af planer om at lave kursussted og makerspace, så er det vigtigt for de tre ejere, at Fabrikken beholder sit oprindelige præg. (Foto: Martin Fält © Dr)

Humlebien og ildsjælene

Når ildsjælene i Lønstrup eller Marstal trækker i arbejdstøjet for at bevare en gammel bygning, gør de det for at have det sjovt. For at hygge sig, og for at gøre noget godt for andre. Men hvad de måske ikke tænker over er, at deres frivillige arbejde er helt essentielt for, at velfærdssamfundet kan fungere. Det mener professor i rural sociologi ved Center for Landdistriktsforskning, Gunnar Lind Haase Svendsen.

I Danmark betaler vi næsten halvdelen af vores løn i skat. Derfor er man nødt til at have tillid til, at systemet bruger de mange penge, vi giver dem, fornuftigt.

Gunnar Lind Haase Svendsen

Forklaringen ligger i den såkaldte humlebi-hypotese. Med sin overdrevent store krop og små vinger, burde den ikke være i stand til at flyve - men det gør den. På samme måde beskrev den tidligere svenske statsminister Göran Persson tilbage i 2003 den svenske velfærdsstat til Den Internationale Valutafond, IMF,

Økonomisk teori tilskriver, at et stort offentligt forbrug, som kendetegner de skandinaviske velfærdsstater, fører til lavere vækst og investeringsrater. Det sker bare ikke i Skandinavien. Årsagen til det har forskere tildelt de særligt høje niveauer af tillid, som præger de skandinaviske lande.

Gunnar Lind Haase Svendsen har forsket i, hvordan den høje danske tillid bliver skabt, og et af svarene er, at den skabes af ildsjælene i lokalsamfundende.

- I Danmark betaler vi næsten halvdelen af vores løn i skat. Derfor ervi nødt til at have tillid til, at systemet bruger de mange penge, vi giver dem, fornuftigt, og det har vi i Danmark. Men den høje tillid bliver skabt fra bunden. Når vi stoler på hinanden, stoler vi også i høj grad på systemet.

Gunnar Lind Haase Svendsen bruger begrebet "Hardriders" om ildsjælene. De er modstykket til de såkaldte "freeriders", der er en arketype, som er vokset ud af velfærdsdebatten blandt andet med Dovne-Robert og Fattig-Karina.

- De her ildsjæle kitter samfundet sammen. Når de arbejder sammen med mange forskellige, så der bliver skabt det, vi kalder for brobyggende social kapital. De sørger simpelthen for, at der er kommunikation i lokalsamfundende, og det skaber tillid, siger han.

Den gamle Købmandsgård blev til et lokalt samlingspunkt

Louise Badoni (tv.) og Rikke Bisgaard Pelle (th.) tog initiativ til at opstarte den gamle købmandsgård for at forhindre butiksdød og skabe lokale fællesskaber. (Foto: Martin Fält © Dr)

Ikke langt fra motorværkstedets drejebænke i Marstal finder man den gamle købmandsgård i Ærøskøbing.

Indenfor dufter der er nybagt brød og friskkværnet kaffe. På hylderne er det muligt at købe lokale delikatesser, smykker, kunst og keramik - alt sammen lavet af lokale på eller fra Ærø.

Historien om købmandsgården handler om, hvordan ildsjæle, pionérånd og modstand mod butiksdød fik skabt en sund virksomhed med lokale arbejdspladser.

Kommunen kommer ikke og gør det, vi må gøre tingene selv. Vi ville gerne bruge vores tid på at sætte gang i byen.

Louise Badino Moloney

Tilbage i 2013 var der ophørsudsalg i den Spar-butik, der før husede den gamle købmandsgårds bygninger. For de to veninder Rikke Bisgaard Pelle og Louise Badino Moloney var butikslukningerne deprimerende. De besluttede sig derfor for at gøre noget for deres lokalområde. De ville åbne et fødevaremarked baseret på frivillige kræfter.

Kort tid efter havde de dannet en forening, hvor mere end 50 frivillige hjalp til med at renovere de gamle bygninger.

- Det, som er vigtigt i sådan et projekt, er, at folk får en ejerfornemmelse over projektet. Jeg tror, der var så stort et frivilligt engagement, fordi folk ønskede det samme som os: Mere gang i byen og flere arbejdspladser, siger Rikke Bisgaard Pelle.

Kølerdisken er fyldt op med delikatessevarer fra og omkring Ærø. (Foto: Martin Fält © Dr)

Det store frivillige engagement betød dog ikke, at de to initiativtagere kunne slippe tøjlerne. Mere end 20 timer om ugen blev der brugt på at drive og udvikle stedet.

- I små samfund er det nogle gange det her, der skal til, for at få gang i tingene. Kommunen kommer ikke og gør det, vi må gøre tingene selv. Vi ville gerne bruge vores tid på at sætte gang i byen, siger Louise Badino Moloney.

På trods af stor frivillig opbakning til projektet, var de lokale erhvervsdrivende skeptiske.

- De fortalte os, at vi var konkurrenceforvridende, fordi vi havde frivillige til at hjælpe. De frygtede, at vi ville stjæle nogle af deres kunder, siger Louise Badino Moloney.

Det modsatte skulle dog vise sig at være sandheden. I stedet for at stjæle kunder fra de omkringliggende butikker og spisesteder, tiltrak stedet flere nye kunder til området. Noget, som var til gavn for mange andre erhvervsdrivende i Ærøskøbing. Købmandsgården var blevet så stort et tilløbsstykke, at de frivillige ressourcer ikke var tilstrækkeligt.

Derved var målet også nået for de to initiativtagere - det var lykkedes at skabe gang i butikslivet i Ærøskøbing, skabe arbejdspladser og ikke mindst lave et sted, hvor lokale har lyst til at komme.

At skabe fællesskaber og give de lokale et sted at mødes har været en af initiativtagernes bevæggrunde for at omdanne købmandsgården til en café. (Foto: Martin Fält © Dr)

Efter overtagelsen har forankringen i lokalbefolkningen været vigtig at bevare for ejerparret:

- Det har hele tiden været vigtigt for os, at det her skulle være et sted, hvor de lokale gad at komme. Derfor holder vi fredagsbar og laver arrangementer, så folk kan mødes på kryds og tværs, fortæller Rikke Bisgaard Pelle.

Samtidig har den lokale fortælling været utrolig vigtig. Det manifesteres blandt andet ved de mange lokale varer og delikatesser, der forhandles i butikken. Ærøskøbing er Danmarks mindste købstad og handel og håndværk er en essentiel del af byens identitet. En identitet, der er blevet aktiveret gennem ildsjælenes arbejde for at bevare købmandsgården og skabe arbejdspladser.

363 kilometer mod nord i byen Vrå har en anden gruppe ildsjæle gjort deres for, at højne fællesskabet og bevare byens fællesskab. Gennem utallige timers frivilligt arbejde, har man skabt et tilløbsstykke der forbinder gamle og unge.

Værksteder, øl og fælleskab

I 1871 blev Vendsysselbanen indviet. Langs banen opstod en række stationsbyer, heriblandt Vrå. Med jernbanen opstod også en industri, som beskæftigede byens borgere i en lang række år. Når toget gjorde holdt i Vrå, blev det blandt andet fyld med korn. Blandt byens første bygninger var Uhrenholdts Gård, hvor kornet blev opbevaret.

Arne Ledet-Larsen er en af ildsjælene bag Uhrentholdgaard og det gamle rugbrødsbageri. Tonen er frisk, når de mange ildsjæle går til hånde. Det kan mærkes på stemningen. Overalt bliver der grinet højlydt. (Foto: Martin Fält © Dr)

Tiderne skifter som bekendt og efter års aktiv brug stod Uhrenholdts Gård tilbage i nedslidt forstand. Murstene brød igennem den gamle maling, ruderne var knuste mens den grønbrune mos snigende indtog på bygningens hvide vægge.

Uhrentholdtgård
  • Uhrenholdts Gård er et kulturcenter i Vrå, indrettet med værksteder, ølbryggerskole og forsamlingslokaler
  • Frivillige arbejde hver torsdag og lørdag i 14 måneder for at restaurere stedet
  • Kommunen finansierede projektet med 609.000 kroner, mens EU-midler finansierede 180.000 kroner.
  • Pengene rakte kun til materialer, så alt arbejdskraft på projektet har været frivilligt.

For en gruppe lokale mænd var der ingen tvivl. Noget måtte gøres. Ikke blot fordi bygningen havde et potentiale, men også fordi at historien om bygningen på mange måder også er historien om Vrå. Om byens opståen og om de daglige togleverancer fra Uhrenholdts Gård.

I 14 måneder brugte de hver eneste torsdag og lørdag på at sætte huset i stand. Male, mure, indrette. Der blev lagt planer for, hvordan huset kunne genopstå som et sted, alle borgere i Vrå kunne benytte sig af.

For de mange frivillige har det sociale samvær været en vigtig drivkraft, som har fået dem til at lægge hundredvis af timer i projektet.

- Vi nød at arbejde sammen. Vi kunne se tingene vokse og mærke, at vi gjorde en forskel, siger Arne Larsen-Ledet, der er en af de 12 mænd, eller "drenge" som de kalder sig selv, der har været med siden projektets begyndelse.

Rugbrødsbageri bliver til kulturhus

Det gamle rugbrødsbageri bliver renoveret fra sokkel til kvist, og de frivillige laver alt selv. (Foto: Martin Fält © Dr)

De lokale ildsjæle i Vrå har ikke ligget på den lade side, siden de overtog Uhrenholdts Gård for knap ti år siden. Stedet er blevet indrettet med værksteder, fredagsbar til modne kvinder og en bryggeriskole, alt sammen under mottoet "noget til øjne og noget til hånden."

Dagligt samles en række af byens beboere for at gå i værkstedet.

- Skal du have noget fikset her i Vrå, så kommer man bare ned på værkstedet, så ordner vi det for dem, siger Arne Larsen-Ledet og fortæller, at den typiske betaling for mændendes besvær består i et stykke kringle til eftermiddagskaffen.

Næsten dagligt er der mænd i Uhrentholdgaards værksteder. De glæder sig til at flytte i nye rammer, når det gamle rugbrødsbageri står færdigt. (Foto: Martin Fält © Dr)

Hele projektet Uhrenholdts Gård hviler på frivillighed. Det er frivillige, som har restaureret gården, og det er frivillige, som driver foreningen i huset. Men det stopper ikke her. For da et gammelt rugbrødsbageri i nærheden af gården stod til nedrivning, slog mændene til. Bygningen var for pæn og af for stor betydning for byen til bare at rives ned.

Det gamle Rugbrødsbageri
  • Rungbrødsbageriet er bygget omkring år 1900 med 3 stokværk, lemme i gavlen - og hejseværk
  • Frivillige renoverer hele huset fra kælder til kvist
  • Bygningen skal indvies den 5. maj 2018
  • Projektet er støttet af Realdanias projekt Underværker, Vendsyssel Sparekasse og Hjørring Kommune

Kommunen er latinsk for fælles. Kommunen er os allesammen, så når vi arbejder her, så arbejder vi ikke for kommunen, men vi arbejder for noget fælles

Arne Ledet-Larsen

- Selvom den var helt forfalden, så er det jo virkeligt en flot bygning. Sådan ville man aldrig bygge et bageri i dag, fortæller Arne Ledet-Larsen.

- Vi var hjemme og spørge vores koner om lov til at gå igang med et nyt kæmpeprojekt. De sagde allesammen god for, at vi bare skulle kaste os ud i det, for de kunne se, hvor glade vi allesammen var, sidst da vi byggede.

Rugbrødsbageriet var ejet af den lokale Sparekassen Vendsyssel. At rive en bygning af den størrelse ned koster en betydelig sum, og efter at have forhørt sig hos sparekassen stod det klart, at det ville koste 283.000 kroner.

- Så spurgte vi sparekassen, om vi ikke måtte overtage bygningen og få de 283.000 kroner, og det sagde de ja til, siger Arne Larsen-Ledet.

De lokale ildsjæle er nu i fuld gang med at restaurere stedet. Alt skal laves, og de frivillige laver alt. Elevatorskakt, det er intet problem. Nyt loft, den klar vi. Anlægning af piksten, det må vi lære, lyder det. Og apropos piksten, så har de, som arbejder med anlæggelsen af disse, ganske slagfærdigt fået tilnavnet overpikkene.

Når stedet står færdigt, er huset blevet udstyret med et veteranværksted i bunden, et kunstnerloft øverst og et mulighedernes mellemrum i midten, hvor klassiske håndværk mødes med moderne teknologi som 3D-printere og laserskærere.

Foran det gamle rugbrødsbageri anlægges der med traditionelle piksten. (Foto: Martin Fält © Dr)

De mange frivillige arbejdstimer, som mændende bruger, har fået flere til at spørge Arne Ledet-Larsen, om de egentligt ikke overtager kommunens job, når de sørger for at holde den lokale kulturhistorie i live. Til det svarer Arne:

- Kommunen er latinsk for fælles. Kommunen er os allesammen, så når vi arbejder her, så arbejder vi ikke for kommunen, men vi arbejder for noget fælles.