7-årige Ida overrasker: Går i almindelig skole med kørestol og vejrtrækningsmaskine

De færreste troede på, at Ida Aaen Axelsen kunne gå fuld tid i almindelig folkeskole.

- Skal vi lege far, mor og børn?

Det er frikvarter på Strandby Skole i Frederikshavn i Nordjylland. 7-årige Ida Aaen Axelsen er omringet af klassekammerater i vinterjakker.

- Hvad vil du være Ida, spørger Ida Aaen Axelsens veninde, Mia Klemmensgaard.

Ida Aaen Axelsen har gået på Strandby Skolen i Frederikshavn Kommune i et år. (Foto: Dr)

Lige som de fleste andre piger går Ida Aaen Axelsen i folkeskole. Hun er nemlig en helt almindelig pige, men med en krop der ikke duer, som hun selv siger.

Så mens klassekammeraterne løber i frikvarteret, drøner Ida Aaen Axelsen rundt på fire hjul.

Den 7-årige pige har den sjældne sygdom nemaline myopati, som gør, at hun har svækket muskelkraft. Derfor sidder hun i kørestol og får hjælp til at trække vejret af en maskine.

Hendes ansigt er hele tiden dækket af en gennemsigtig vejrtrækningsmaske. Bag masken har hun en mikrofon, så hendes forældre, lærere og venner bedre kan høre, hvad hun siger.

24 timer i døgnet er der en maskine, der trækker vejret for Ida Aaen Axelsen. (Foto: PRIVAT)

Til at begynde var det en fjern tanke, at Ida Aaen Axelsen skulle gå i en almindelig klasse på Strandby Skole. Det forklarer Gert Grysbæk Nygaard, der er leder for Ida Aaen Axelsens skoledistrikt i Frederikshavns Kommune.

- Jeg var offer for en fordom om, at det kan da ikke lade sig gøre med en pige, hvor handicappet er så synligt. Jeg tænkte, at vi har specialklasser til det inde i Frederikshavn. Mon ikke det er der, hun hører til, siger han.

Men for Ida Aaen Axelsens forældre var det vigtigt, at deres datter kom i en almindelig klasse.

- Som Ida selv siger. Jeg er jo en almindelig pige, så derfor har vi holdt hårdt på, at hun gerne skulle på Strandby Skole, siger Ida Aaen Axelsens mor, Tanja Aaen Axelsen.

Ida Aaen Axelsen med sine forældre Michael Axelsen og Tanja Aaen Axelsen. (Foto: PRIVAT)

Og det lykkedes. Skolen blev bygget om flere steder, så en kørestol kunne komme omkring. Samtidig blev der givet ressourcer til, at Ida Aaen Axelsen hver dag kunne få både sin egen skolepædagog og en sygeplejerske med i skole.

Sammen med sine klassekammerater synger Ida Aaen Axelsen fællessang i rundkreds.

Først var det planen, at Ida Aen Axelsen kun skulle være få timer i den almindelige skole. Men i dag går hun der fuld tid, og hun går også på fritidshjem og til floorball.

- Vi må jo have en pige med drive i, der vil det, hun vil, siger Tanja Aaen Axelsen.

Hver torsdag eftermiddag går Ida Aaen Axelsen til floorball. Hun elsker at køre stærkt. (Foto: PRIVAT)

Ida Aaen Axelsen er en af mange børn med særlige behov, der er blevet optaget i den almindelige undervisning rundt i landet de seneste år.

Det har særligt taget fart siden 2012, hvor et flertal i Folketinget besluttede, at færre børn skal gå i specialklasser og specialskoler adskilt fra kammerater i den almindelige undervisning.

- Den overordnede tanke med inklusion er sådan set, at alle elever skal være sammen, uanset hvor de kommer fra, og hvilke udfordringer og muligheder de har, forklarer Andreas Rasch-Christensen, der er forskningsleder på Via University College og ekspert i inklusion.

Både eksperter, forældre og skoleledere peger på, at der fortsat er store udfordringer med at rumme børn med særlige behov som ADHD og autisme i den almindelige folkeskole.

Men i en ny rundspørge foretaget af DR Nyheder blandt 489 folkeskoleledere, svarer 7 ud af 10, at det overordnet set går godt med inklusionen af elever med særlige behov.

Og 6 ud af 10 mener, at det går bedre end for 4 år siden, hvor inklusionsloven lige var trådt i kraft.

7-årige Ida Aaen Axelsen et succeseksempel på, når det lykkedes en skole at favne en elev med særlige behov. Det mener både Ida Aaen Axelsens forældre og skoledistriktsleder Gert Grysbæk Nygaard.

- Jeg er meget taknemmelig for, at Idas forældre insisterede på det her. Det har lært mig at der ikke er nogen opskrift på, hvem der kan inkluderes, og hvem der ikke kan. Det skal prøves i den aktuelle situation, siger han.

Ida Aaen Axelsen og hendes veninder læser højt på Strandby Skolens bibliotek.

På Strandby Skolen skal Ida Aaen Axelsen ikke tænke længe, før hun kan svare på, hvad hendes yndlingsfag er.

- Det er idræt og dansk, siger hun.

I gymnastiksalen kan hun let løbe om kap med Mia Klemmensgaard og de andre venner. Hun løber bare på hjul, mens de løber på ben og fødder.

Man kan sagtens løbe om kap på fire hjul.

For Ida Aaen Axelsens gode veninde er det helt naturligt, at Ida en gang i mellem har brug for hjælp. For eksempel når Ida skal have rejst sit hoved op, fordi musklerne svigter.

- Så løber jeg bare hen og tager hovedet op, så hun bedre kan se, hvor hun kører, forklarer 7-årige Mia Klemmensgaard.

Gert Grysbæk Nygaard understreger, at det ikke kun er godt for Ida Aaen Axelsen, at hun går i skole med helt almindelige børn. Det er også en styrke for hendes skolekammerater.

- En rigtig vigtig sideeffekt af det her er, at de børn, der går sammen med ida, de lærer noget om, hvad det vil sige at have udfordringer i sit liv. Det tror jeg præger dem og deres udvikling som personer, siger han.

På skolebiblioteket hjælper Ida Aaen Axelsen sin veninde Mia Klemmensgaard med at vælge bøger til lån.

Ida Aaen Axelsens forældre er er taknemmelige for, at Frederikshavn Kommune valgte at lytte til dem, så deres datter har fået chancen i den almindelige folkeskole.

Selv har Ida Aaen Axelsen kun ét svar på, hvad der er det allerbedste ved at gå i en almindelig skole:

- Gode venner.

Hun kører ned af en gangene inde på Strandby Skolen. Veninden Mia Klemmensgaard går ved siden af kørestolen, da hun spørger Ida.

- Gider du holde i hånden?

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på Frederikshavn