Borgerlisten i Hørsholm giver op efter 43 år i byrådet

Lokallister taber styrkedyst til landsdækkende partier i de fleste kommuner, fastslår valgforskere.

Lone Heyde og Peter Antonsen har været drivkræfter bag Borgerlisten i Hørsholm Kommune siden 1970erne. Nu er en æra forbi.

På rådhuset i Hørsholm i Nordsjælland kigger Lone Heyde og Peter Antonsen på gamle minder fra kommunalpolitik.

- Her er vi ved en bod, hvor vi serverer valgflæsk, siger Peter Antonsen og viser et foto fra valgkampen i 1993.

I gemmerne over Borgerlistens liv finder Peter Antonsen og Lone Heyde dette billede af valgflæsk fra 1993. (Foto: Dr)

Siden 1970erne har Lone Heyde og Peter Antonsen side om side kæmpet for Borgerlisten. En lokal liste i Hørsholm, der siden 1974 har været opstillet ved hvert kommunalvalg.

Men nu er det slut. Borgerlisten stiller ikke op til kommunalvalget i år og dermed er 43 år i Hørsholm Byråd slut.

- Vi har ikke tilstrækkeligt mange yngre, der kan løfte opgaven og afse tid, siger Peter Antonsen, der frem til nytår er byrådsmedlem for Borgerlisten.

Peter Antonsen sidder med briller i midten af billedet, der stammer fra en af Borgerlistens tidlige valgkampe. Borgerlisten blev stiftet i 1973 og kom i byrådet i 1974 med mærkesager som mere åbenhed i byrådet, grønne områder og skolefritidsordninger. (Foto: PRIVAT)

Lokallister på tilbagetog

Borgerlisten i Hørsholm er blot en af flere lokallister, der ikke genopstiller ved kommunalvalget på tirsdag.

Ved kommunalvalget i 2013 stillede 202 lokallister op, mens der i år er 180 lokallister på de kommunale stemmesedler landet over. Det viser en opgørelse fra Ulrik Kjær, professor og valgforsker ved Syddansk Universitet.

Lokallisternes tilbagetog har været i gang siden 1970, hvor en kommunalreform slog landets kommuner sammen fra 1.098 til 277. Og det blev ikke nemmere for lokallisterne, da politikerne i 2007 igen slog kommuner sammen, så der i dag er 98 større kommuner.

Det forklarer valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet:

- Kommunerne er i dag så store, at det at have et parti – også selvom det er en lokalliste – kræver langt mere end det gjorde, da kommunerne var meget mindre og havde meget færre opgaver, som vi så i starten af 1970erne.

Ved kommunalvalget i 1970 kom 17 procent af de valgte byrådskandidater på landsplan fra lokallister.

Ved sidste kommunalvalg i 2013 var det tal faldet til 4 procent. Det viser en opgørelse fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet baseret på data fra Danmarks Statistik.

I takt med kommunalreformerne er de landsdækkende partier blevet bedre til at opstille byrådskandidater i flere og flere kommuner. Og det har ifølge Kasper Møller Hansen været lokallisternes største problem.

- Det gør selvfølgelig, at der er færre vælgere, der er landspolitisk hjemløse. Lige pludselig stiller også Det Radikale Venstre og Alternativet op i langt de fleste kommuner. Det udfordrer lokallisterne, siger han.

Borgerliste i dvale

Lokalpolitikerne Lone Heyde og Peter Antonsen fra Hørsholm er ærgerlige over, at Borgerlisten ikke er på stemmesedlen på tirsdag.

- Det er vemodigt. Men så har vi da været der i 44 år, og vi har virkelig gjort en forskel synes jeg. Det vil jeg se tilbage på, siger Lone Heyde.

- Jeg synes stadig, at det her er den smukkeste valgplakat, når man ser, hvad der hænger rundt omkring nu om dage, siger Peter Antonsen. (Foto: Dr)

Men måske er det ikke helt slut med Lone Heydes og Peter Antonsens lokale engagement.

- Hvis jeg kommer til at bestemme, synes jeg, at vi skal lægge Borgerlisten i dvale og så være klar til at genopstå som slagkraftig bevægelse, hvis det bliver nødvendigt, siger Peter Antonsen.

FAKTA Lokallisternes kendetegn

  • Lister, der stiller op for at få styrke til at arbejde med problemer i kommunen, enten mere generelt eller mere specifikt. Listerne i denne gruppe lader sig ofte ikke indplacere på den traditionelle venstre-højre-skala. Eksempler: Guldborgsundlisten i Guldborgssund og Fælleslisten i Ikast-Brande Kommune.
  • Lister, som til forveksling ligner mere eller mindre vellykkede stunts for enkeltpersoner. Listerne får som regel kun ganske få stemmer og har ofte kun en enkelt kandidat på listen. Eksempler: Dovne Robert i Københavns Kommune.
  • Lister, som går op i enkeltsager og for eksempel går meget op i lukning af en skole, legalisering af cannabis eller trafik i kommunen. Eksempel: Skolelisten i Kalundborg, Hampepartiet i København og Grundejerne i Solrød.
  • Kilde: Ulrik Kjær, valgforsker og professor ved Syddansk Universitet.

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på Hørsholm