Fra Colombia til Bhutan: Hele verden følger det danske kommunalvalg tæt

75 deltagere fra 13 lande skal tage ved lære af den danske måde at gennemøre kommunalvalg på.

Fire ukrainere er på besøg i valgsekretariatet i Holbæk Kommune, hvor de hører om, hvordan valghandlingen foregår i Danmark. (Foto: Trine Warrer-Juul © dr)

Myanmar, Kenya, Nepal, Tanzania, Colombia, Egypten, Bhutan - og en lang række andre lande - ser med over skulderen, når danskerne i dag går til stemmeurnerne. Og de gør det ikke for at se, om det går rigtigt for sig. De gør det for at tage ved lære af den danske måde at gennemføre kommunalvalg på.

De i alt 75 valgobservatører fra 13 forskellige lande er spredt ud over hele landet. To bhutanere er i Hillerød, to palæstinensere følger valget i Esbjerg, og unge fra Myanmar mødes med unge kandidater i Aarhus.

Det er Dansk Institut for Partier og Demokrati - DIPD, der er vært for de 75 valgobservatører.

- Det er vi, fordi det danske kommunalvalg er noget særligt, i hvert fald når man ser på det med udenlandske øjne. Det er jo kun fire procent af verdens befolkning, der bor i velfungerende demokratier, siger Rasmus Helveg Petersen, der er direktør for DIPD.

Her kommer de fra
  • Filippinerne
  • Myanmar
  • Nepal
  • Tanzania
  • Kenya
  • Palæstina
  • Ukraine
  • Bhutan
  • Malawi
  • Malaysia
  • Colombia
  • Egypten
  • Bolivia

For fire ukrainere er turen gået til Holbæk. Her besøger de blandt andet valgsekretariatet i Holbæk Kommune for at høre om, hvordan valghandlingen foregår i Danmark. Og alene vejen hen til valgsekretariatet gør indtryk, for de fire har bemærket de mange valgplakater, som er lige store, uanset hvilket parti kandidaten er fra.

- I har mere lige muligheder i valgkampen. Desværre er vores valgkamp i Ukraine ikke fair, siger Olga Nemanezhyna.

Valgobservatørerne skal også være med til at overvære, hvordan stemmerne bliver talt op i aften, uden at der er nogen, der mistænker hinanden for at snyde.

- Mange undrer sig over den manglende sikkerhed, og hvad der forhindrer os i at snyde. Men det er der jo ingen, der kan drømme om i det danske system, siger Rasmus Helveg Petersen.

Liubomyr Chornii følger sammen med resten af den ukrainske delegation valgdagen i Holbæk.

- Vi forventer at få nye erfaringer og måske bruge nogle af dem i vores land, siger han.

Og håbet med hele øvelsen er da også, at den danske måde at bedrive lokalt demokrati på kan bruges i andre kulturer. Men håbet er også, at det kritiske, nysgerrige og undrende blik udefra kan lære os noget om os selv, lyder det Dansk Institut for Partier og Demokrati.

Dansk Institut for Partier og Demokrati

  • DIPD er en organisation, der består af alle Folketinget partier.
  • DIPD understøtter demokrati og demokratiseringsprocesser. For eksempel gennem partisamarbejde landene imellem og samarbejde mellem forskellige partier i lokale landekontorer.
  • Det danske kommunalvalg bruges til at inspirere politikere fra hele verden til at gå i en mere demokratisk retning.

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på Holbæk