Der er langt mellem de ansatte på plejehjemmene. Derfor er frivillige, der møder op for at lave noget sammen med beboerne, blevet uundværlige i Horsens Kommune.
Det erkender Birthe Pedersen, der leder plejecenteret Skovly i Hovedgård.
- De frivillige tager sig af rigtig mange aktiviteter, så de er guld værd for os, siger hun.
Omkring 40 frivillige mødes hver uge i Skovlys aktivitetsrum for at hygge sig og deltage i aktiviteter med beboerne. En indsats, sosu-assistent Jytte Pedersen glæder sig over.
- Det betyder meget, for vi har ikke tid til at stå for underholdning og beskæftigelse til beboerne. Det er dejligt, at vi har de frivillige til at hjælpe med det, siger hun.
Selvom hun sætter stor pris på de frivilliges hjælp, er hun ked af, at hun ikke selv kan nå at sprede samme glæde til de ældre i dagligdagen.
På en dagvagt har hun og en kollega ansvaret for 10 beboere, så hun ville ønske, at politikerne fik øjnene op for, hvordan forholdene på plejehjemmene er for det faste personale og de ældre.
- De har skåret os ned de sidste mange år, og det er ikke i orden. Vi giver ikke glæden til de ældre mere. De skulle prøve at komme ud og se, hvordan det er, siger Jytte Pedersen.