Hvor blank er din kommune? Fyn fører an

45.000 danskere stemte blankt ved sidste valg. Procentvis boede flest af dem i Nordfyns Kommune.

Top 5 over blanke kommuner
  • Nordfyn
  • Svendborg
  • Assens
  • Faaborg-Midtfyn
  • Odense

Selv om vi går ind i stemmeboksen, så er det ikke os alle, der sætter et kryds ud for navnet på et parti.

Ved sidste kommunalvalg stemte mere end 45.000 danskere blankt.

Og det er rent faktisk positivt, mener Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor ved Københavns Universitet.

- Det er et udtryk for, at man faktisk bruger tiden på at gå ned og sætte krydset og på den måde accepterer demokratiets spilleregler. Men samtidig er man ikke villig til at tage stilling til partierne og kandidaterne, siger han og fortsætter.

- Langt hen ad vejen er det nok også et udtryk for mistillid til de politikere, der er, siger han.

Nordfyn stemmer mest blankt

Nordfyns Kommune har procentvis flest blanke stemmer. Her var 1,64 procent af stemmerne blanke ved det seneste valg.

En af dem, der valgte ikke at sætte et kryds ud for et partinavn var Sonja Hansen.

- Uanset hvem man stemmer på, så holder de ikke, det de lover alligevel, siger hun.

Allan Alstrup fra Søndersø stemmer blankt næsten hver gang, fortæller han.

- Primært er det fordi, jeg er træt at, at de har mere travlt med at påpege, hvad andre gør forkert, end hvad de selv har tænkt sig at gøre. Så det er lidt min egen måde at vise, at jeg gerne vil være med, men altså ikke er helt tilfreds med udvalget, siger han.

De holder ikke det, de lover alligevel

Sonja Hansen, Blankstemmer

I perioden inden valget i 2013 var der 9 partihop i Nordfyns kommune.

Det kan have været årsagen til mange af de blanke stemmer, mener Kim Johansen, der er byrådsmedlem i Nordfyns kommune.

- Jeg tror læren af det her er, at hvis man skifter parti og hopper over til fjenden, så er det noget, borgerne ser rigtig hårdt på. At folk stemmer blankt er deres måde at sige til os på, at vi ikke er troværdige og derfor ikke gider stemme på nogen partier, siger han.