I mindst tre kommuner takkede Dansk Folkeparti nej til borgmesterposten

I Varde, Kalundborg og Glostrup sagde DF’s spidskandidat nej til de gyldne kæder.

Dansk Folkepartis Tina Agergaard blev tilbudt borgmesterposten i Varde Kommune. Men hun takkede nej fordi partiet har et godt og loyalt samarbejde med Venstre, siger hun. (Foto: Dr)

Dansk Folkeparti ser ud til at sikre sig sin første borgmesterpost nogensinde (fraregnet fagborgmesterposten i København) efter en uges tovtrækkeri på Læsø.

Partiet kunne dog formentlig have sikret sig endnu flere af de prestigefyldte poster, hvis partiets spidskandidater i Kalundborg, Glostrup og Varde var endt med at sige ja til tilbuddet.

I Varde i Sydvestjylland endte partiet med at pege på Venstres Erik Buhl, der på valgnatten mistede sit absolutte flertal, mod at spidskandidat Tina Agergaard fik posten som formand for socialudvalget. Partierne uden om Venstre gav hende ellers tilbuddet om at blive borgmester på valgnatten.

- Jeg bliver trukket til side, inden jeg går ind til forhandlingerne med Venstre, og bliver spurgt, om jeg ikke godt vil overveje at støtte op om oppositionen, og så vil de tilbyde mig borgmesterposten, fortæller hun.

Tilbuddet bekræftes af Socialdemokratiets spidskandidat Søren Laulund.

DF-kandidat: Det var en rævekage

Men overvejelserne var hurtigt overstået, for Venstre og Dansk Folkeparti har de sidste fire år samarbejdet i kommunen, og det ønsker Tina Agergaard at blive ved med. Selve tilbuddet fra det alternative flertal uden om Venstre overraskede hende ikke.

- Den havde jeg allerede set komme og tænkt, at så var det en politisk rævekage, for det ville aldrig være noget, der ville komme til at fungere. Jeg ville skulle arbejde sammen med nogen, hvor vi politisk er noget fra hinanden, og sammen med en noget broget flok.

- Så kunne det godt være, jeg kunne have fået borgmesterposten, men det ville være en dyrt købt borgmesterpost, siger hun.

I Varde har Venstre og Dansk Folkeparti med den kommende konstituering 14 ud af byrådets 25 pladser og dermed flertal.

I Glostrup stod røde partier bag kongemager-tilbud

I en anden kommune, Glostrup, blev Dansk Folkepartis spidskandidat tilbudt borgmesterposten af Socialdemokratiet og SF, der til sammen fik 8 ud af 19 pladser i byrådet. Sammen med DF ville partierne kunne få et flertal på 10 ud af 19 mandater, og derfor tilbød de røde partier at gøre Dansk Folkepartis Flemming Ørhem til borgmester.

Tilbuddet bekræftes af både SF og Socialdemokratiet, mens Flemming Ørhem ikke vil kommentere indholdet af de samtaler, han har haft med partierne.

- Det vil jeg hverken af- eller bekræfte, siger han.

Direkte adspurgt om, hvorfor han skulle have takket nej til en borgmesterpost, lyder svaret:

- Skulle jeg ensidigt gå mod mit parti og takke ja til en borgmesterpost, som jeg måtte være blevet tilbudt fra den anden fløj - så ville være det samme som partihopperi, som alle har så frygtelig meget imod. Jeg følger loyalt den linje, som Dansk Folkeparti i Glostrup har lagt, svarer han.

Dansk Folkepartis gruppe i Glostrup besluttede efter valget, at man ville forfølge muligheden for at konstituere sig med Venstres syv mandater og det éne fra de Konservative. Det giver tilsammen 10 ud af 19 mandater i byrådet, og dermed kan John Engelhardt fra Venstre fortsætte som borgmester.

DF-kandidat trak sig i Kalundborg

Også i Kalundborg har Dansk Folkeparti fået tilbuddet om at snuppe borgmesterposten. Det bekræfter Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard til TV2.dk.

- Det er rigtigt, at Peter Jacobsen blev tilbudt den post.

Spidskandidaten endte dog med at takke nej til tilbuddet for i stedet at sikre et genvalg til den nuværende KL-formand, venstremanden Martin Damm.

Peter Jacobsens afvisning af tilbuddet har fået partifællen i kommunalbestyrelsen, Gert Larsen, til at trække sig fra Dansk Folkeparti.

- Jeg sad stum og lamslået. Nu har Dansk Folkeparti alle mulige steder proklameret, at deres største mål er at få borgmesterposter, og så takker de nej. Det kan jeg ikke acceptere, siger Gert Larsen til TV 2.

Opdateret 28. november: Ved en fejl havde vi skrevet, at også Enhedslisten var med i tilbuddet til Dansk Folkepartis spidskandidat i Glostrup.

Facebook
Twitter