Ind med Christiania - ud med flygtninge: Lokallisternes kamp fra 70erne til i dag

ARKIVVIDEO Se klip fra DR's arkiv med kommunale lokallister fra de sidste fem årtier.

Siden 1970erne har byrødder fra lokallister fyldt mindre og mindre i landets byråd.

Ved kommunalvalget i 1970 kom 17 procent af de valgte kandidater fra lokallister. Ved sidste kommunalvalg i 2013 var den andel faldet til 4 procent.

Ifølge valgforskerne Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet tyder intet på, at andelen af byrådsmeldlemmer kommer til at stige efter kommunalvalget på tirsdag. I hvert fald er antallet af opstillede lister faldet fra 202 i 2013 til 180 i dag.

Herunder kan du se videoer fra DR's arkiv fra 1970erne, hvor lokallisterne havde mere magt, op gennem 1980erne, 1990erne, 00'erne og frem til i dag.

1970erne

I dette klip fra 1978 fortæller Keld Løvetand, der er medlem af lokallisten Valgborg, hvordan Valgborg kæmper for at gøre opmærksom på de ting, som fristaden Christiania blandt andet står for.

1980erne

Fra 1986 til 1993 var Ole Glahn borgmester i Bjergsted Kommune for Lokallisten. I dette klip fra 1987 fortæller Ole Glahn om at løse problemer i kommunen på tværs af ideologier.

Efter kommunalreformen i 2007 blev Bjergsted Kommune er del af Kalundborg Kommune. Ole Glahn har siden siddet i Folketinget for Radikale Venstre og er i dag radikalt medlem af Kalundborg Byråd, hvor han genopstiller.

1990erne

I 1993 går den lokale liste Nakskov-Listen i Nakskov Kommune på Lolland blandt andet til valg på kamp mod flygtninge i kommunen. Listens stifter, ejeren af det lokale diskotek, fortæller hvorfor i dette klip fra TV Avisen 9. november 1993.

Efter kommunalvalget i 1997 udgør lokallisterne 9,8 procent af pladserne i landets byråd. Det er et fald på 7,1 procentpoint siden 1970.

00'erne

Flere lokallister har gennem årene blandt andet kæmpet mod lukninger af skoler. Men i 00'erne kæmper Land- og Bylisten i Lemvig Kommune for at lukke halvdelen af kommunens skoler.

Det kan du se listen argumentere for i dette indslag fra TV Avisen 8. november 2015.

Fra 2001 til 2009 falder lokallisternes andel af valgte byrådskandidater fra 9,4 procent til 4,4 procent.

10'erne

Det var et hårdt slag for lokallisterne, da kommunerne blev reduceret fra 275 til 98 med kommunalreformen i 2007. Det forklarer valgforskerne Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.

Men i nogle kommuner vinder lokallister alligevel frem og få steder slår de ligefrem de etablerede partier som Venstre og Socialdemokraterne, når der gælder borgmesterposten.

Det sker blandt andet i Guldborgsund Kommune på Lolland-Falster ved kommunalvalget i 2009, hvor Guldborgssundlisten ifører sig borgmesterkæden.

I dette klip fra januar 2017 skal borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten forsøge at sælge kommunen bedst muligt.

John Brædder stiller også ved dette kommunalvalg op for Guldborgssundlisten.