It-bøvl har givet ventetid ved valgsteder i flere kommuner

It-problemer, røde blyanter og valgplakater har været på dagsordenen hos Indenrigsministeriet i dag.

Det digitale valgkort gik ned i flere kommuner, så man måtte ty til den manuelle metode. (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

It-problemer med de digitale valglister har givet kø på valgstederne i dag.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har ikke overblik over, hvor mange kommuner der har været ramt af it-problemerne, men i hvert fald har valgsteder i Ringsted, Nørrebro i København og Kolding været ramt af problemer med it-systemet.

- Det er selvfølgelig ærgerligt for de vælgere, der møder op og skal vente lidt længere i kø, men jeg ved, at kommunerne kæmper for at få teknikken til at virke og få det op at køre så hurtigt som muligt, siger Christine Boeskov, der er valgkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Kommunerne er ikke forpligtet til at indberette problemer med it-systemerne, så det er primært gennem medierne, at hun er informeret. Hun har dog ikke kendskab til, at it-problemer fortsat skulle være skyld i kødannelser.

- Hvis it-systemerne driller, så skal man gå over til at bruge papirvalglister, og det kan jeg jo se, at man har gjort nogle steder, siger hun.

Klik på play.

Røde blyanter

Det er Økonomi- og Indenrigsministeriet, der vejleder kommunerne om valget. Derfor får Christine Boeskov mange spørgsmål fra kommuner og borgere i løbet af sådan en valgdag.

DIGITALT VALG

Registreringen af valgkort sker i 80 af landets kommuner digitalt, ved at valgkortet bliver scannet.

Det skal lette registreringen af vælgerne og nedbringe ventetiden.

De valgtilforordnede skal kontrollere, at valgkortet er godkendt, og derefter udleverer de en stemmeseddel til vælgeren.

Derefter går vælgeren som sædvanligt ind i en stemmeboks og sætter sine krydser.

Det er KMD, der står bag de digitale valglister.

- Det kan være alt muligt, for eksempel om vælgere, der har brevstemt og alligevel møder op for at stemme, eller valgplakater, der hænger ved indgangen til valgstedet, og hvor de valgtilforordnede lige skal have sparring om reglerne, siger hun.

Hun får også spørgsmål fra borgerne. Også den tilbagevendende klage over de røde blyantstreget har meldt sig i år.

- Der er nogle, som er sure over, at blyanterne i stemmeboksen er røde. Men det er noget, kommunerne har valgt, fordi det er en tydelig farve, siger Christine Boeskov.

Blandt andet i Nexø på Bornholm har det været et tema i dag, oplyser valgstyrerformand Per Ole Petersen til TV2 Bornholm:

- Folk vil gerne vide, om det er en socialdemokrat, der har bestemt det. I virkeligheden tror jeg ikke, at der har været blandet ret mange socialdemokrater ind i den lille historie. Det kan jeg ikke forestille mig, siger Per Ole Petersen ifølge Ritzau.

Valgstederne er åbne til klokken 20, eller til der ikke længere er nogen i kø foran valgstedet, som ønsker at stemme.